Afsked med boernehjemmet

Allerede inden vi naar ud paa stien, har den vaade jord dannet hoeje plateauersaaler under skoene. Det har regnet kraftigt i loebet af natten. Graesset damper af fugt i den tidlige sol og store tunge regndraaber falder fra mangotraeet uden for mamas hus.
Vi runder haekken og kommer ud paa stien. Jeg kaster et blik mod hoejre. Moerke konturer af traetoppe knejser i den stadig morgentunge dis, der daekker dalen, som klippeskaer i vindstille hav. Bagerst haever bjergene sig, moerke og kompromisloese markerer de denne verdens ende. Vihiga, hertil og ikke laengere. Fra spredte hytter langs stien stiger tynde roegsoejler mod himlen. Klargoering af morgentheen er i gang. Lugten af roeg blander sig med duften af eucalyptus og vaad jord. De sidste tre maaneder har jeg naesten hver morgen gaaet af denne sti. Udforsket det vidtforgrenende netvaerk af smaa stier, op og ned af bakkedale, tvaers gennem themarker og over smaa vandloeb. Lydkulissen er fantastisk. Haner galer om kap med koeer, der kalder paa morgenmad, mens rytmen af trommer breder sig i morgentaagen. Morgenritualet gentager sig hver eneste morgen. Jeg kender det efterhaanden rimelig godt. Moeder altid samme uniformklaedte boerneflok i stiens foerste kurve. Hilser paa de samme arbejdere i marken, foeleges med den samme kvinde op af bakken paa vej mod den lille butik paa toppen, hvor hun saelger maelken fra dagens foerste malkning.

I dag er anderledes. Ingen morgentur. Vi drejer til venstre, ned mod boernehjemmet. Vi har begge sovet daarligt og veksler ikke mange ord paa vej ned af stien. Det er d. 27. maj, dagen for vores afrejse.

Vi traeder ind af de groenne porte. Boernehjemmet ligger mennesketomt paa den anden side. Ikke at ansigt at se. Vi gaar ned mod sovesalene. Luften omkring dem er tyk af sovestemning. Langsomt, meget langsomt dukker smaa sorte hoveder op bag vinduernes net. Soevndrukne sniger de sig ud paa terassen. Skutter sig i den kolde morgenluft. De liner op paa raekke, en noget betuttet flok. Alle stirrer de ned i jorden. Hvad fanden skal vi sige? De ved godt det er afskedstid. Hele ugen har det ligget i luften. Det har ikke vaeret let at forklare hvorfor vi rejser. Der er ligesom ikke nogen rigtig gode argumenter. Opgiver at sige noget bevinget. Klumpen i halsen er ogsaa i vejen. Det foeles helt forkert. Dels fordi vi kommer til at savne folk rigtig meget, fordi afskeden er svaer. Men ogsaa fordi kontrasterne i denne tidlige morgentime er kvalmende klart trukket op. Naar vi om lidt gaar ud gennem porten for sidste gang, gaar ungerne i gang med deres morgenritual. Vasker gulvet i sovesalene, fejer verandaen, ordner klasselokalerne. Hverdagens rutine fortsaetter, triviel og fuldstaendig upaavirket af vores ophold her. Oppe i Mamas hus venter vores pakkede rygsaekke. De er lastet med soveposer, vandrestoevler, bikinier og solcreme. Forude venter os maaneders rundrejse paa det afrikanske kontinent. Urimeligheden gaar lige i maven. Vi kunne godt blive her, donere pengene til boernehjemmet og hjaelpe med at vaske toej og plante guleroedder et par maaneder endnu. Men det goer vi ikke. Vi end ikke overvejer det. De sidste tre maaneder har vi haft faelles hverdag, men vores verdener er to forskellige. Katrine og jeg glaeder os til at vende tilbage til vores egen verden. Selvom den daarlige samvittighed ikke er til at ignorere, glaeder vi os til naeste punkt paa dagsordenen: bestigning af kilimanjaro, Afrikas hoejeste bjerg.

Markedsstemning

Et kenyansk marked er et inferno af farver, dufte og lyde. Folk valgfarter til marked fra naer og fjern. Der handles og saelges, nyheder og sladder udveksles, gaderne sprudler af liv.
Her er lidt billeder fra vores lokale marked i Mbale.

Historien om Mama Presilla

Mama Presilla i egen fyldige person

Mamas stedmoder i Mzee Kavarenges hus

Jessica - en af mamas utallige soeskende

Udenfor staar den storte kenyanske nat paa spring. Moerket kommer ikke snigende her, skumringen eksisterer ikke. Natten falder pludseligt. Den breder sig som et tykt taeppe over bakker og dale, mennesker og dyr. Efter solnedgang holder man sig inden doere. Moerket skjuler mange farer, jordiske saavel som magiske. Vi sidder om det store bord i stuen. Mama, Katrine og jeg. Kun en lille vaeglampe braender. Mama insisterer paa at lade den store lampe over bordet haenge ubrugt hen. Al den elektricitet faar hende til at svede, siger hun. Hverken Katrine eller jeg kommer med indvendinger. Mama Presilla saetter man sig ikke op imod. Vi misser med oejnene og fortsaetter vores arbejde i det svindende lys. Anstrenger os for at sortere samtlige musselort og minikakelakker fra bunken af groenne boenner. Der staar greengrums paa aftenens menu.
Mama troner for enden af bordet. Selv efter afrikansk standart er hendes fremtoning imponerende, naesten skraemmende. Skyggerne fra vaeglampen danser i hendes rynkede ansigt. Det strejfer mig, at mama maa vaere det mest lysende bevis paa at mand og gorilla deler ikke saa faa gener endda. Hendes ansigtstraek er grove og naar hun gaar laener hun overkroppen en smule frem, mens hun svinger sine overgennemsnitligt lange arme fra side til side. Efter at have delt maaltider med Mama de sidste tre maaneder, kender jeg historien bag stoerrelsen. Hun fortaerrer uden besvaer en hel kylling, fra hanekam til hoensefod.
Men det er ikke kun Mamas fysiske format der imponerer. Hvad Mama fylder i rumfang, matcher hun fuldt i autoritet og handlekraft. Hendes historie er ganske udsaedvanelig. Fra en traditionel kenyansk barndom bevaeger den sig til en ungdom i den kolde krigs rusland. Sidenhen forsaetter den til Tyskland, hvorfra den krydser Atlanten til det forjaettede Amerika.

I Mzee Kavarenges hus
Men historien begynder her. I Vihiga. Blandt bannanplantager og themarker i en lille landsby paa naeste bakketop. Hvornaar den praecis tager sin begyndelse er uvist. Mama kender ikke sin alder, men hun maa vaere i starten af de 70.
Unge Presilla voksede op som midterste led af Mzee Kavarenges ottehovedede boerneflok. Kavarenge forsoergede, som de fleste andre, sin familie ved at dyrke jorden. "Han var en klog mand, min fader" siger Mama uden at fjerne blikket fra boennerne. "En af de faa i hans genration der kunne laese og skrive. Vi led ingen noed. Vi fik endda mad tre gange om dagen." Jeg skaever op mod det blegnede fotografi i guldramme, der haenger bag Mama. Mzee Kavarenge stirrer brysk igen. I panden taelles fire folder. Mamas grove traek kommer ikke fra fremmede.
Da Mama var omkring 8, mistede hun sin mor. Paa vej til marked traadte hun en sten op i foden og doede kort efter af infektionen. Det er ikke en historie Mama dvaeler meget ved. Der er intet odioest ved den, saadan var det bare. Traditionen tro giftede Mzee Kavarenge sig igen, saa snart han havde skaffet koeer og hoens nok til at betale brudeafgift. Men Mama og hendes soeskende var heldige. Den nye kone jog dem ikke paa porten, hun lod dem blive paa compounden og de fik endda lov til at spise med ved bordet. Saadan gik det til at Mama kunne fortsaette sin skolegang, selvom hun efter kenyansk tradition var foraeldreloes.
Den unge Presilla var flittig. Straks efter at have afsluttet grundskolen, blev hun ansat som laererinde paa landsbyens skole. Med pengene hun tjente kunne hun sikre at ogsaa hendes yngre soeskende fik en uddannelse. "og" siger Mama og kigger op "jeg soergede endda for at der kom rigtigt tag paa min faders hus." Lidt efter tilfoejer hun: "Det var de foerste ironsheeds i landsbyen." Katrine og jeg nikker hoefligt imponeret. Den histrorie har vi hoert et utal af gange.


Kastebold fra oest til vest
Alt i mens unge Madam Presilla knoklede for at uddanne sine soenskende og taglaegge sin faders hus, udkaempedes andre, langt mere komplekse slag paa den verdenspolitiske scene. Anden verdenskrig var slut, og paa det afrikanske kontinent havde de to nye supermagter indledt et magtkaploeb, der for alvor gjorde den kolde krig varm. De nyligt uafhaengige afrikanske stater blev kastebold mellem oest og vest. Som led i en kommunistisk propagandakampagne tildelte Sovjet uddannelseslegater til unge, lovende kenyanere. Blandt foerste ladning kenyanere der blev sendt til den kommunistiske skolebaenk i USSR, var unge Madam Presilla. Mama fnyser hoejlydt ned i boennerne. "Jeg broed mig ikke om Rusland. Det var koldt og gennemkontroleret. Man kunne daarligt besoege nabobyen uden visum." Og hvad vaerere var, russerne insisterede, paa at Mama skulle laese historie. "Hvad skulle jeg med historie?" spoerger mama med aegte indignation. "Hvordan skulle jeg hjaelpe mit land, ved at laese om svundne krige og korstog?" Unge Presilla ville vaere socialworker. Men det kunne der ikke blive tale om. I USSR var det ikke tilladt for udlaendinge at besoege private hjem. Madam Presilla lod sig dog ikke diktere, end ikke af Stalin. Hun ville vaere socialworker. I seks kolde maaneder foregav hun flittigt studere historie, alt imens hun arrangerede en flugt til vesten. Med hjaelp fra den amerikanske ambassade lykkedes det hende at smugle sig med et tog tvaers gennem oestblokken til vesttyskland.
I kapitalismens vesttyskland blev Mama sendt til en lejr for kommunismens flygtninge. "We really had a great time there" siger Mama og smiler fjernt. "Lots of games." Eftertaenksom stilhed foelger. Katrine og jeg helliger os boenner, kakkerlakker og musselort. Saa afsloerer Mama: lejren bestod af lutter afrikanske maend. Unge Presilla modtog ikke saa faa kaerestebreve og tilbus om giftermaal. Men Mama gav dem ren besked: "You should be happy to have a sister who is hungry for education and not for men!" Det var dog kun den halve sandhed. Presilla var allerede daekket ind. I landsbyen vendtede Mr. Agesa.
I en tid plukkede Mama blomster i Vesttyskland og sendte loennen hjem til familien i kenya. Titlen som social worker var dog stadig maalet, og der skulle ikke gaa laenge inden Mama havde faaet fingrende i et saadant schoolarship. Efter et halvt aar i Europa, krydsede Mama atlanten med kurs mod mulighedernes land, det forjaettede Amerika.
Tiden i staternes stat staar rosenroedt i Mamas hukommelse. Her lykkedes det hende endelig at faa den uddannelse, hun hungrede efter, og hun noed godt af amerikanernes gaestfrihed. "Alle elskede mig" siger Mama og smiler tilfreds ved tanken. Beskedenhed er ikke en dyd i Mamas univers.


Socialworker og verdenskvinde
Ni aar efter at Mama havde sagt farvel til sin familie og forladt det afrikanske kontinent, vendte hun hjem til Kenya. Denne gang som socialworker og verdenskvinde. Unge veluddannede kenyanere var der rift om i den nyudklaekkede stat og madam Prisilla bevaegede sig med torpedofart op gennem et omfattende og snoerklet kenyansk bureaukrati. Madam Presilla var nu er velkendt og velanset ansigt over hele den vestlige del af kenya, kendt og respekteret for sine for sine kampagner til bekaempelse af fattigdom. "Der er ikke den kenyanske praesident jeg ikke har trykket i haanden" siger Mama stolt. Selvom den praesidentielle liste som foelge af korruption og magtliderlighed kun taeller tre, er det et punkt paa cv'et, de faereste kenyaske kvinder kan bryste sig af. Derfor har Katrine og jeg ogsaa tillagt os den vane, at praesentere os som Madam Presillas visitors, hvor end vi befinder os i Kenya. Det udloeser som regl genkendende smil og masser af goodwill. Madam Presillas mzunguer goer man klogt i ikke at krumme haar paa.

Paa sine gamle dage nyder Mama Presilla sit otium naer sin barndomsbiotob i Vihiga.
Efter aartusindskiftet afsluttede hun sin vaernepligt som socialworker i det kenyanske statsapperat og gik paa pension. Men mama har ikke ligget paa den lade side, hun foejer en ny dimension til begrebet "det graa guld." For sin pension har hun startet boernehjemmet Vihigas Childrens home, som soerger for uddannelse, mad og tag over hovedet til 130 foraeldreloese boern.

Soede unger

Tilvaerelsen her

Tilvaerelsen her er saelsom. Nej tidloes. Tilvaerelsen her er tidloes. Enkelte ejer en mobiltelefon, et par af hytterne har fjernsyn, det roed-hvide coca cola-logo er at finde i hver en landsby, hver en flaekke. Men ellers gaar livet sin skaeve gang, som det har gjort i generationer - altid. Nairobi ligger nogen 100 km vaek, en 9-timers tur i bus, men reelt ligger hovedstaden lysaar vaek. Storbyen er et fjernt faenomen, paa en gang skraemmende og dragende. Den virkelige virkelighed er i her. I vihiga. Her lever folk af jorden, dyrker den, som de altid har dyrket den. Saar og planter paa de frodige skraaninger, nogen gange med okser, oftest ved haandkraft. Boennerne plantes, boennerne hoestes, boennerne toerres, boennerne baelges, boennerne spises, boennerne plantes paa ny. Alle hjaelper til. Traditionerne videregives i marken. Fra bedsteforaeldre til foraeldre til boern. Arbejdes gentages saeson for saeson, aar for aar, generation for generation. Samme taktfaste rytme. Som trommerne der kalder til kirke hver soendag.
Og uendelig. Tilvaerelsen her er uendelig. Saa langt oejet raekker boelger bloede bakker, daekket af groenne temarker, mens palmer hist og her vejer i vinden. Saa langt oejet raekker snor stierne sig, roede af afrikas jord. Nogen steder saa brede at 10 koeer kan vandre skulder ved skulder, oftere smalle, tit bare et enkelt dyrespor. Altid arrede af utemmelige klippefremspring og regntidens reglmaessige haergen. Sporadisk spredt langs stierne ligger compounds. Bedstemors hytte i midten, soennernes rundt om. En ekstra hytte til madlavning og dyrehold. Nogen hytter har tag af ironsheeds, nogen af palmeblade, men alle er de mudhuts, bygget af et mix af mudder og komoeg. Compounden myldrer med boern i alle stoerrelser, geder og koeer. Alle er i familie. Og familien forgrener sig til de omkringliggende compounds, hvor onkler og tanter bor. Og den forgrener sig videre langs de uendelige roede stier, bliver til storfamilier, klaner og stammer. Og familiebaandene raekker tilbage i tid. Forfaedre er en lige saa reel del af tilvaerelsen her, som maismarkerne, acasietraerne og viktoriasoen i det fjerne. Forfaedrene er begravet paa compounden. Hist og her vidner cementklodser om deres jordiske hvile. Til tider saa taet paa doeraabningen at man kun med noed og naeppe undgaar at traede paa dem. For jorden tilhoerer forfaedrene. Og skaebnen tilhoerer forfaedrene. Jorden og skaebnen haenger uloeseligt sammen. Der er jorden der skaffer mad paa bordet. Hvad der end maatte blive tjent af penge gaar til schoolfees til den talrige boerneflok. Her hersker ingen tilfaeldigheder. Udebliver regnen, slaar hoesten fejl, er det fordi man har lagt sig ud med forfaedrene. Dropper ens boern ud af skolen, skyldes det man er ramt af witchcraft. Her findes ingen aarsag-og-virkning, det er de hoejere magter der raader.
Fattigdommen er ikke ioejenfaldende her, den er ikke insisterende som i byens slumkvartere. Men den er altgennemsyrende. Den er det grundlaeggende livshvilkaar. I skrivende stund er ingen noed. Regntiden har vaeret gavmild, hoesten er i hus. Koeerne er sunde og producerer maelk nok. Men hvis regnen ikke falder, eller hvis endnu en kvaegepidemi haerger omraadet, saa kommer sulten. Den lurer altid under overfladen. Livets skroebelighed ligger i folks bevidsthed, fattigdom er en del af mentaliteten her. Har man penge bruger man dem, har man mad spiser man det. Man planlaegger aldrig frem i tiden. Morgendagens komme er alligevel uvis.
Midt i dette inferno af fremmedhed er vi, Katrine og jeg. Vi hoere ikke til her. Vores hud taaler ikke solen, vores oejne ikke lyset. Vi kan ikke drikke vandet og vi forstaar ikke sproget. Men vi skal vaere her i 3 maander, og vi skal helst goere en forskel. Folk tror vi er orakler eller heksedoktere. Eller i det mindste i besiddelse af en uudtoemmelig kilde af dollarsedler. Boernene paa boernehjemmet tror at vi i europa kan vaekke doede til live og goere negere hvide. Det er svaert at forklare at vi bare er to studerende fra Danmark. Det er i det hele taget svaert at forklare noget som helst paa tvaers af kulturer. Nok har vi et nogenluden brugbart engelsk til faelles, men vi har ingen faelles forestillingsverden. Hvordan fortaeller man f.eks. eventyr til boern, der ikke kender trolle og prinsesser? Tit og ofte maa Katrine og jeg bare kigge opgivende paa hinanden, ryste opgivende paa hovedet og acceptere at vi endnu engang ikke fatter et klap af, hvad der foregaar. Kulturelle codes kommunikeres i hieroglyffer her.
Det er fattigdommen der saetter graenser. Fattigdommen der goer at folk ikke gaar i skole og fattigdommen der dikterer haardt arbejde fra solopgang til solnedgang. Den kan vi ikke goere noget ved, overfor fattigdommen er vi ret magtesloese. Hjaelpe dem med at leve med fattigdommen kan vi heller ikke, det er de eksperter i. Foer jeg tog afsted havde jeg et billede af at skulle ned og sige: "Hvorfor planter i kun majs, naar i har den frodige jord? Kunne man ikke bruge ressourcerne bedre?" Men de ved allerede alt om at udnytte ressourcer til mindste boenne.De har generationers erfaring i at faa det bedste ud af de midler tilvaerelsen byder. Vi vidste det godt foer vi tog hjemmefra, men det er alligevel frustrerende at erkende naar man er her: Vi kan ikke goere den store forskel.
Men det vi ka.n goere, og det jeg haaber vi goer, er at goere hverdagen lidt mindre triviel for et par boern paa boernehjemmet. Og maaske aflive et par gensidige fordomme: Vi kan hverken vaekke doede til live elller goere negere hvide, tvaertimod sveder vi ligesaa traendt som de, naar vi arbejder i marken.

Blandt ludere og lommetyve i Mombasas slum

Udsigt over Kongowea fra maries baggaard

Lovens lange arm i Kongowea - chiefs office..

Et slag i kivali i mombasas handelsgader

John i fuld mondering uden for sit hus

Alle holder vejret. En aandeloes stilhed saenker sig over stuen. Opmaerksomheden er rettet mod skaermen. Vi venter... Endelig smadrer det ene fedtbjerg af en trusseklaedt neger den anden i gulvet, saa fuglene synger og fjernsynet hopper truende i reolen. Folk jubler. John slaar en bragende haanlatter op, boerneflokken paa gulvet foran skaermen fniser. Rose betragter opgivende scenriet fra sin stol i hjoernet. Jeg laener mig tilbage i sofaen, smidder mine kulsorte foedder op paa stuebordet og beslutter mig for at kvaerne en chapati mere. Det er den tredje i dag. Wrestling lader til at vaere en hellig sport her i huset. Flommefede negere, der taever loes paa hinanden, saa blod sproejter og sved staar i kaskader - det er top underholdning!
Jeg er traet. Fra min plads i hjoernet kaemper jeg min egen skitzofrene kamp mod soevnen. For hver gang den bikiniklaedte nummerpige svanser hen over ringen, bliver mine oejenlaag tungere. Det har vaeret en lang nat. 15 timer i bus tvaers gennem det kenyanske land, fra viktoriasoen i vest til mombasa ved breden af det indiske ocean. En tur gennem den moerke afrikanske nat, hvor regnen uafbrudt trommede paa ruden, mens naboens braek rutchede frem og tilbage i midtergangen. En tur hvor chauffoeren tykkede adskillige bundter mira (smaa toerre kviste med euforisernede virkning) og hvor halvedelen af ruten tilbagelagdes ved siden vejen, i et forsoeg paa at undgaa afgrundsdybe kratere.

Vi har taget en uges fri fra boernehjemmet for at besoege marie og crew, der er frivillige i mombasa. Mombasa - navnet alene klinger af palmesus og boelgebrus. Mens bussen skrumlede oestpaa gennem moerket, saa jeg for mig, hvordan jeg inden laenge skulle ligge i vandkanten, nyde solen og en koelig drink. Men paa trods af at Marie saa skraasikkert har proklameret at "i Mombasa skinder solen altid" stod det ned i staenger, da vi ved daggry ankom til en noget mudret og graa bauntyby.

Derfor befinder jeg mig nu inden doere, hos den familie der huser vores mzunguvenner. Naar jeg straekker mig i sofaen kan jeg se ud gennem doeraabningen. Derude ligger ikke endeloese hvide sandstrande, men kongowea, et af de utallige slumomraader i mombasa. Turen til huset gik af smalle gyder, med ankelhoejt mudder. Langs huse og blikskurer stod boder med appelsiner, cigaretter, grillede majskolper og helstegt okse taet. Skrald hoppede sig op i store dynger, tilfaeldigt spredt. Der var liv og glade dage.

Jeg lader blikket vandre rundt langs stuens groenne vaegge. Som alle andre kenyanske stuer jeg har vaeret i, er denne taetpakket med laenestole og sofaer. Her er plads til mange gaester. Og det er praecis hvad der er - mange gaester. Rummet er fuld af folk, onkler og tanter, faetre og kusiner, naboer og tilfaeldige forbipasserende. Hvor der er fjernsyn, er der liv. Husets overhoved sidder i stolen naermest fjernsynet. Han er ikke til at tage fejl af. Fra marie har jeg hoert ikke saa faa roeverhistorier om Johns matatu-buisness og Johns forkaerlighed for whiskey. Han er et oemt syn, som han sidder der, mageligt tilbagelaenet med vommen vaeltende ud over hans eneste beklaedningsdel, et minimalt forvasket mickey mouse haandklaede, der kun med noed og naeppe daekker hans aedlere dele. John har budt os hjerteligt velkommen i hans hjem. Han har en buldrende latter og han tager sig omsogsfuldt af sine mzunguer. I hjoernet laengst fra fjernsynet sidder rose. Hun ser aeldre ud end John, mere slidt. Det er nok ikke helt let at dele aegteseng med John. Efter hvad marie fortaeller er det ikke kun inden for matatubranchen, han er en driftig mand. I sofaen troner parrets 2-aarige soen sammy med et grandioest stykke kage i haanden. Han styrer boerneflokken foran fjernsynet med haard haand. Fjernsynets oevrige tilskuere kan jeg ikke gennemskue hvem er. Maaske er de bekendte af huset, maaske fremmede?

Selvom vi ingen landegraenser har krydset paa vores vej fra vihiga til mombasa, kan man vidst godt tale om kulturchok. I vihiga er folk religioese. Meget religioese. Det er de saadanset ogsaa her. Overalt tjener smaa faldefaerdige blikskurer som kirker, hvorfra gospel stroemmer. Men indbyggerene i mombasa svaerger til byens religion. En religion der lever blandt luder og lommetyve, og ikke sjaeldent skyldes ned med et glas whiskey eller en flaske palmevin. Mama Presilla ville korse sig, og sikkert vaese noget i stil med: "they will burn in hell, lunatics!" Og i vihiga er folk farmere, de lever paa landet og de dyrker jorden. Folk i mombasa lever i byen - og de lever af byen. Alle her er buisness mand. Uanset hvem du spoeger, vil han svare, at han er buisnessmand. Og i gadebilledet er de dominerende - buisnessmaendene. Overalt er faldefaedige boder med fantasifulde varersortimenter: udbraendte transistorradioer side om side med friturestegte poelser og umage sko, samt en imponerende samling af alt i plastik. Daarligt kan man bevaege sig 10 meter uden at blive stoppet af en af bodindehaverenes omvandrende kollagaer. Han har lige det man staar og mangler: en rusten spilledaase uden haandtag. "Speciel price for you my american friend".

Den direkte oversaettelse af buisnessman er vist foretningsmand. I mombasa er det nok mere korrekt at oversaette det til krejler. Lyssky aftaler, handler under bordet og korruption er opskriften paa overlevelse her. Sikkert er det grunden til at John i morgen skal i retten, og formegentlig maa tilbringe natten i spjaeldet - et buisnessanliggende. Det skal nok blive et par begivenhedsrige dage her...