Historien om Mama Presilla

Mama Presilla i egen fyldige person

Mamas stedmoder i Mzee Kavarenges hus

Jessica - en af mamas utallige soeskende

Udenfor staar den storte kenyanske nat paa spring. Moerket kommer ikke snigende her, skumringen eksisterer ikke. Natten falder pludseligt. Den breder sig som et tykt taeppe over bakker og dale, mennesker og dyr. Efter solnedgang holder man sig inden doere. Moerket skjuler mange farer, jordiske saavel som magiske. Vi sidder om det store bord i stuen. Mama, Katrine og jeg. Kun en lille vaeglampe braender. Mama insisterer paa at lade den store lampe over bordet haenge ubrugt hen. Al den elektricitet faar hende til at svede, siger hun. Hverken Katrine eller jeg kommer med indvendinger. Mama Presilla saetter man sig ikke op imod. Vi misser med oejnene og fortsaetter vores arbejde i det svindende lys. Anstrenger os for at sortere samtlige musselort og minikakelakker fra bunken af groenne boenner. Der staar greengrums paa aftenens menu.
Mama troner for enden af bordet. Selv efter afrikansk standart er hendes fremtoning imponerende, naesten skraemmende. Skyggerne fra vaeglampen danser i hendes rynkede ansigt. Det strejfer mig, at mama maa vaere det mest lysende bevis paa at mand og gorilla deler ikke saa faa gener endda. Hendes ansigtstraek er grove og naar hun gaar laener hun overkroppen en smule frem, mens hun svinger sine overgennemsnitligt lange arme fra side til side. Efter at have delt maaltider med Mama de sidste tre maaneder, kender jeg historien bag stoerrelsen. Hun fortaerrer uden besvaer en hel kylling, fra hanekam til hoensefod.
Men det er ikke kun Mamas fysiske format der imponerer. Hvad Mama fylder i rumfang, matcher hun fuldt i autoritet og handlekraft. Hendes historie er ganske udsaedvanelig. Fra en traditionel kenyansk barndom bevaeger den sig til en ungdom i den kolde krigs rusland. Sidenhen forsaetter den til Tyskland, hvorfra den krydser Atlanten til det forjaettede Amerika.

I Mzee Kavarenges hus
Men historien begynder her. I Vihiga. Blandt bannanplantager og themarker i en lille landsby paa naeste bakketop. Hvornaar den praecis tager sin begyndelse er uvist. Mama kender ikke sin alder, men hun maa vaere i starten af de 70.
Unge Presilla voksede op som midterste led af Mzee Kavarenges ottehovedede boerneflok. Kavarenge forsoergede, som de fleste andre, sin familie ved at dyrke jorden. "Han var en klog mand, min fader" siger Mama uden at fjerne blikket fra boennerne. "En af de faa i hans genration der kunne laese og skrive. Vi led ingen noed. Vi fik endda mad tre gange om dagen." Jeg skaever op mod det blegnede fotografi i guldramme, der haenger bag Mama. Mzee Kavarenge stirrer brysk igen. I panden taelles fire folder. Mamas grove traek kommer ikke fra fremmede.
Da Mama var omkring 8, mistede hun sin mor. Paa vej til marked traadte hun en sten op i foden og doede kort efter af infektionen. Det er ikke en historie Mama dvaeler meget ved. Der er intet odioest ved den, saadan var det bare. Traditionen tro giftede Mzee Kavarenge sig igen, saa snart han havde skaffet koeer og hoens nok til at betale brudeafgift. Men Mama og hendes soeskende var heldige. Den nye kone jog dem ikke paa porten, hun lod dem blive paa compounden og de fik endda lov til at spise med ved bordet. Saadan gik det til at Mama kunne fortsaette sin skolegang, selvom hun efter kenyansk tradition var foraeldreloes.
Den unge Presilla var flittig. Straks efter at have afsluttet grundskolen, blev hun ansat som laererinde paa landsbyens skole. Med pengene hun tjente kunne hun sikre at ogsaa hendes yngre soeskende fik en uddannelse. "og" siger Mama og kigger op "jeg soergede endda for at der kom rigtigt tag paa min faders hus." Lidt efter tilfoejer hun: "Det var de foerste ironsheeds i landsbyen." Katrine og jeg nikker hoefligt imponeret. Den histrorie har vi hoert et utal af gange.


Kastebold fra oest til vest
Alt i mens unge Madam Presilla knoklede for at uddanne sine soenskende og taglaegge sin faders hus, udkaempedes andre, langt mere komplekse slag paa den verdenspolitiske scene. Anden verdenskrig var slut, og paa det afrikanske kontinent havde de to nye supermagter indledt et magtkaploeb, der for alvor gjorde den kolde krig varm. De nyligt uafhaengige afrikanske stater blev kastebold mellem oest og vest. Som led i en kommunistisk propagandakampagne tildelte Sovjet uddannelseslegater til unge, lovende kenyanere. Blandt foerste ladning kenyanere der blev sendt til den kommunistiske skolebaenk i USSR, var unge Madam Presilla. Mama fnyser hoejlydt ned i boennerne. "Jeg broed mig ikke om Rusland. Det var koldt og gennemkontroleret. Man kunne daarligt besoege nabobyen uden visum." Og hvad vaerere var, russerne insisterede, paa at Mama skulle laese historie. "Hvad skulle jeg med historie?" spoerger mama med aegte indignation. "Hvordan skulle jeg hjaelpe mit land, ved at laese om svundne krige og korstog?" Unge Presilla ville vaere socialworker. Men det kunne der ikke blive tale om. I USSR var det ikke tilladt for udlaendinge at besoege private hjem. Madam Presilla lod sig dog ikke diktere, end ikke af Stalin. Hun ville vaere socialworker. I seks kolde maaneder foregav hun flittigt studere historie, alt imens hun arrangerede en flugt til vesten. Med hjaelp fra den amerikanske ambassade lykkedes det hende at smugle sig med et tog tvaers gennem oestblokken til vesttyskland.
I kapitalismens vesttyskland blev Mama sendt til en lejr for kommunismens flygtninge. "We really had a great time there" siger Mama og smiler fjernt. "Lots of games." Eftertaenksom stilhed foelger. Katrine og jeg helliger os boenner, kakkerlakker og musselort. Saa afsloerer Mama: lejren bestod af lutter afrikanske maend. Unge Presilla modtog ikke saa faa kaerestebreve og tilbus om giftermaal. Men Mama gav dem ren besked: "You should be happy to have a sister who is hungry for education and not for men!" Det var dog kun den halve sandhed. Presilla var allerede daekket ind. I landsbyen vendtede Mr. Agesa.
I en tid plukkede Mama blomster i Vesttyskland og sendte loennen hjem til familien i kenya. Titlen som social worker var dog stadig maalet, og der skulle ikke gaa laenge inden Mama havde faaet fingrende i et saadant schoolarship. Efter et halvt aar i Europa, krydsede Mama atlanten med kurs mod mulighedernes land, det forjaettede Amerika.
Tiden i staternes stat staar rosenroedt i Mamas hukommelse. Her lykkedes det hende endelig at faa den uddannelse, hun hungrede efter, og hun noed godt af amerikanernes gaestfrihed. "Alle elskede mig" siger Mama og smiler tilfreds ved tanken. Beskedenhed er ikke en dyd i Mamas univers.


Socialworker og verdenskvinde
Ni aar efter at Mama havde sagt farvel til sin familie og forladt det afrikanske kontinent, vendte hun hjem til Kenya. Denne gang som socialworker og verdenskvinde. Unge veluddannede kenyanere var der rift om i den nyudklaekkede stat og madam Prisilla bevaegede sig med torpedofart op gennem et omfattende og snoerklet kenyansk bureaukrati. Madam Presilla var nu er velkendt og velanset ansigt over hele den vestlige del af kenya, kendt og respekteret for sine for sine kampagner til bekaempelse af fattigdom. "Der er ikke den kenyanske praesident jeg ikke har trykket i haanden" siger Mama stolt. Selvom den praesidentielle liste som foelge af korruption og magtliderlighed kun taeller tre, er det et punkt paa cv'et, de faereste kenyaske kvinder kan bryste sig af. Derfor har Katrine og jeg ogsaa tillagt os den vane, at praesentere os som Madam Presillas visitors, hvor end vi befinder os i Kenya. Det udloeser som regl genkendende smil og masser af goodwill. Madam Presillas mzunguer goer man klogt i ikke at krumme haar paa.

Paa sine gamle dage nyder Mama Presilla sit otium naer sin barndomsbiotob i Vihiga.
Efter aartusindskiftet afsluttede hun sin vaernepligt som socialworker i det kenyanske statsapperat og gik paa pension. Men mama har ikke ligget paa den lade side, hun foejer en ny dimension til begrebet "det graa guld." For sin pension har hun startet boernehjemmet Vihigas Childrens home, som soerger for uddannelse, mad og tag over hovedet til 130 foraeldreloese boern.