16.6.07

Dagbog fra Kilimanjaro

Dagen foer dagen
Bag Arushas tage, et sted i taagen, troner Kilimanjaro. Usynligt bag det taette sloer af skyer. Med sin 5896 meter hoeje snedaekte tinde er det kontinentets kaempe. I dag er vi moedtes med ekspeditionens oevrige medlemmer. Vi er i alt 8 mzunguer, alle forhenvaernde frivillige fra mellemfolkeligt samvirke. I morgen starter turen mod toppen. Katrine og jeg har debatteret emnet i maanedsvis, men her paa falderebet melder spoergsmaalene sig alligevel i tusindtal: Klarer vi de 5896 meter uden hoejdesyge? Kan man virkelig sove i telt i -10 grader? Er det muligt at bestige et bjerg med ikke-eksisterende kondi? Hvor skaffer man vandrestoevler i Afrika? Er der mon toiletpapir paa toppen?
Jeg har desuden stadig feber, ondt i halsen og oererne. Aflagde besoeg hos autodidakt og hoejst suspekt udseende doktor i eftermiddags, for at faa taget malariatest. Fik udleveret fedtet lap med ordene: "No Malaria seen" og valgte at ignorere den noget utrovaerdige procedure: laegen havde blot tappet lidt blod, holdt draaben op mod lyset fra vinduet og toert konstarteret proeven negativ, for straks efter at rette opmaerksomhed mod Shakira, der lidenskabligt snoede sig paa fjernsynsskaermen. Det er nok bare lidt pre-hoejdesyge.

1. Etape
Kl. 12.30: Strees fra morgenstunden. Denne ekspeditioner maa slaa alle rekorder i utjekket bjergbestigning. Alle 8 har vi valgt at udskyde anskaffelse af udstyr til sidste sekund. Mens bus fuld af guider og baerere ventede ude paa vejen, udspillede kaos af udstyrscirkus sig paa vores guesthouse: Hvorfor er der kun fire regnjakker? Har nogen set fleecebukser str. small? Hvor er den orange hue med kvast? Er der nogen der har set pandelamperne?
Er nu endelig klar til afgang, kun et par timer forsinket. Har ikke den fjerneste ide om hvorvidt vi har husket det hele. Men smarte er vi, ifoert dynejakker str tre numre for store i diverse skrigende farver samt elfanthuer med kvast.

Kl.22.30: Puha. Moerbanket i den ganske krop. Har vandret 17 km gennem tropisk regnskov paa bjergets nedre skraaninger. Havde ifoert mig fuldt bjkergbestigningsoutfit og svedte trant. Der er jo ikke -15 grader i bunden, ida. Men eventyrligt smukt; vaeg af traer, loev og lianer taet til begge sider, et net af grene for oven, solens straaler spillende i den groenne bevoksning. Aber og sommerfugle langs stien. Moerket faldt paa undervejs, og vi maatte famle os de sidste kilometer i lyset fra en enkelt pandelygte. Er traet, svedig og med kolde traer. Glaeder mig til min sovepose.

2. Etape
Kl. 06.30: Vaekket af Oscar, baere paa det 20 mand staerke hold som skal hjaelpe os mod toppen, der stikker hovedet ind i teltet: The, kaffe eller varm kakao? Dette er virkelig Kilimanjaro de luxe. Kaster blik ud af teltaabningen. Udsigten er smuk, smuk. Alt drypper af fugt. I det fjerne sees forrevne klippetoppe mod blaaviolet morgenhimmel. Gad vide hvad dagen vil bringe?
Kl. 14.30: Har slaaet lejr i 3850 meters hoejde. Waow, det er vildt. Taagen sniger sig tykt om telte og klippefremspring. Kan kun se 20 meter klart, resten fortoner sig til svage konturer i disen.
Vi forlod lejren i morges i hoej solskin. Over os taarnede snedaekte tinder, under os hang solsbeskinnede skyer. Vi har krydset traegraensen nu. Den tropiske regnskov er erstattet af klippelandskab klaedt i laug og smaa hvide blomster. Her og der klukker smalle kilder og over os skriger et utal af store, sorte ravne.
Kan hoere stemmer fra de andre lejre et sted i taagen. Man kan vist ikke paastaa, vi har bjerget for os selv. Her er ingen hoejlydte italienere i hotpants eller ivrigt pegende japanere badet i blitzlys. Men her er mange mennesker. Kun en broekdel af dem er trekkere. Resten er guider, baerere og kokke. Os 8 mzunguer alene har et 26 mand staerkt crew, bestaaende af guider, baerere og kokke, til at hjaelpe os mod toppen. Det springer illusionen om at vaere alene midt i storslaaet natur, men jeg priser mig alligevel lykkelig for at det er forbudt at baere sin egen taske, ligesom jeg nyder at blive vaekket med varm the hver morgen. Om lidt er der aftensmad ved det masaitaeppeklaedte spisebord i vores lille faellestelt.

3. Etape
kl. 16.00: Sidder paa klippefremspring i slugt. Har en mur af taette skyer i rygen og udsigt gennem slugt til landsby 3800 meter under mig. Solskin i ansigtet og vind i haaret. Hoere P.J. Harvey - We Float og foeler mig alene i verden. Haevet over tid og sted heroppe i de tynde luftlag paa Kilimanjaro. Saa langt ojet raekker er sparsom vegetation i matte farver. Der er noget evighedsagtigt over dette landskab. En duft af lyng og kold, frisk luft. Har lige spist popcorn og drukket the i lejren.
Formiddagens del af etapen boed paa hoej sol. Forude knejsede bjergets hoejeste tinde, Uhuru Peak, smuk og frygtindgydende. Der er godt nok langt igen! Landskabet har endnu engang aendret sig drastisk. I omkring 4600 meters hoejde strejker brune sletter med sporadisk spredte klipper sig som uendeligt maanelandskab. Goldt, dystert og forrevent. Temperaturen er ogsaa faldet. Vinden bider i naese og kinder nu. De fleste af os har maerket trykken for tindingerne, kvalme og en smule svimmelhed som konsekvens af den iltfattige luft heroppe i hoejden. Krydser fingre for at alle naar toppen, selvom oddsene for det ikke er store. Otte ud af otte er naesten for meget at forlange. Vi har slaaet lejr lidt laengere nede af bjerget for at oege chancerne.

4. Etape
Kl. 12.00: Spiser frokost - spaghetti og koedsovs- ved bjergets sidste vandkilde. Solen skinner fra en skyfri himmel, men en bidende vind fyger gennem lejren. Har forseret bjergvaek denne formiddag. Maa indroemme det var en anelse adrenalinproducerende at haenge der paa siden af bjerget med det frie fald som eneste sikkerhedsnet.
Kl. 17.00: Efter frokost bevaegede vi os i sneglefart og absolut tavshed laengere op ad bjerget. Hoejden goer det svaerere at traekke vejret nu. Bliver forpustet bare af at binde snoerebaand. Men nu er vi her. Base Camp. Lejren inden den enelige etape mod toppen. Stemningen er sitrende og lidt nervoes. Alle proever at gennemskue omfanget af strabadserne der venter. Vi har allerede gaaet i 8 timer i dag, her i campen kan vi hvile et par timer og engang omkring midnat forsaetter vi saa turen mod toppen. Synes aerlig talt det lyder som et urealistisk projekt. Skulle det nu vaere moderne at bestige bjerge om natten.
Haaber vi alle kan faa lidt soevn. Det er koldt. Saa snart man sidder stiller bliver kroppen stiv af kulde. Og mine foedder lugter ubeskriveligt daarligt. En stank af salmiak og sved fylder teltet. Hygejne er haevet over alle regler og normer her paa bjerget. At vaske sig eller skifte toej virker som selvmordsforsoeg i disse temperaturer. Guiderne paastaar godt nok det skulle hjaelpe paa hoejdesyge at vaske sig lidt, men der saetter jeg graensen.

5. Etape
Kl. 11.00: Solen staar nu atter hoejt paa himlen. Jeg tager mine vandrestoevler af og prover at puste lidt liv i mine stivfraasne taeer. Det foeles rart med solen i ansigtet. Saa bestaar verden altsaa stadig. Det har vaeret den haardeste, koldeste og mest uvirkelige nat i mit liv. Vi blev vaekket kl. 23 med to kiks og en kop varm vand med sukker. Stjernehimlen var fantastisk. Netop som vi begav os fra lejren op ad bjerget stod maanen op. Ifoert pandelamper og alt hvad vi kunne skrabe sammen af varmt toej, sneglede vi os af stejle stier. Stigningen var ret haeftig. 1200 meter paa seks kilometer. De fleste havde trykken fortindinger, mange havde kvalme. Astrid maatte flere gange stoppe for at braekke sig og Maria lignede en der kunne have sovet staaende. Alt sammen symptomer paa at mennesket ikke er beregnet til saa tynde luftlag. I starten holdt vi jaevnlige drikke og tissepauser. Hurtigt blev det dog for koldt at staa stille, og ingen havde rigtig lyst til at pille de mange lag toej af for at saette sig i sneen. Da Magnus efter nogen timer maatte udskyde fortsaettelsen forsvandt halvdelen af vores guider med ham. De synes vist ikke toppen var synderligt fristende den nat. Saa var vi kun en guide, to baerer og syv mzunguer. Regnede i mit stille sind lidt paa hvordan det skulle haenge sammen hvis de skulle baere os ned en af gangen. Jo naermere vi naaede toppen, jo flere moedte vi der maatte slaebes ned, bevidstloese af hoejdesyge. En belgier sluttede sig til vores trup. Hele hans selskab, tre guider og fire franske marathonloebere var vendt om med hoejdesyge. En var i livsfare. Alle ventede vi paa det skulle ramme os ogsaa. Forrest begyndte ogsaa vores guide at slingre noget og nogen hundrede meter fra toppen lagde han sig ned for at tage en lur i sneen. Efter lidt overtalelse indvilligede han i at fortsaette, men vi var nogen, der foelte os lidt ubehagelige til mode ved tanken om at ekspeditionens ansvarlige opfoerte sig som havde han roeget ikke saa faa joints.
Endelig, netop som solen stod op over bjergsiden, naade vi toppen. 7 kolde og meget haarde timer efter vi havde forladt base camp. Desvaerre viste det sig at vaerre den falske top, og den opgaanede sol, vis varmende straaler vi havde set frem til hele natten, druknede i snestorm. Efter serioese overvejelser om at afblaese eskpeditionen og starte turen ned, samlede vi vores sidste kraefter, og fortsatte mod den rigtige top. Vinden fygede og sneen laa meter tyk mens vi kaempede os langs kraterkanter og enorme gletchere mod uhuru peak. Endelig naaede vi frem til det afskallede skildt der markerede uhuru Peak, toppen af afrikas hoejeste bjerg. Vi skyndte os at tage de obligatoriske billeder med istapper i skaeg og naesebor, og begyndte tumlende nedfarten. Alle euforiske og temmelige uforstaaende.
Vi klarede den sgu - alle 8. Kigger op mod toppen fra base camp. Herfra virker det urealistisk at vi nogensinde har befundet os deroppe. Er saa traet at jeg ikke engang kan overskue at laegge mig ind i teltet. Om faa timer har vi endnu 10 kilometers nedfart at tilbagelaegge. Heller ikke i denne hoejde er det sundt at opholde sig ret laenge.

Civilisation igen
Arusha igen. Lugter af saebe. Har rene negle og haar der ikke klistrer til panden som fedthjelm. Maerkeligt at vaere tilbage i civilisationen igen efter seks dage i tynde luft lag paa kilimanjaros skraaninger. Nedstigningen var haard. Laar, balder og knae gav ondt i den halvanden dag vi tumlede ned af bjerget. Det er stadig helt uvirkeligt at vi faktisk gjorde det. Vi besteg Kilimanjaro. Heldigvis er vi blevet udstyrt med certifikat som bevis paa vores bedrift.
Nu skal vi ud og drikke oel og nyde at kunne sidde stille uden at vaere ved at doe af kulde.