Forfaengelige massaier og tanzaniansk demokrati

"Everybody is equal according to law" buldrer vores tanzanianske laerer ved katederet. Det er et statement, han har gentaget de foerste fem gange inden for de 45 min lektionen "Det tanzanianske demokrati" har varet. Denne gang falder det som svar paa et spoergsmaal om massaiernes demokratiske rettigheder. Loshido kigger interesseret op fra madrassen bagerst i klasselokalet, da han hoerer sin stamme naevnt. Han har ellers vaeret travlt optaget gennem hele formiddagslektionen, opslugt af at studere sit eget spejlbillede incl. nyeste forbedringer af den traditionelle massaifrisurer i et lille lyseroedt-blondet lommespejl. Vores massaivagtcrew bestod oprindeligt af to massaier, men i loebet af de uger vi har vaeret her, er antallet steget til 4, 6 og til tider 10. Ikke fordi her lurer nogen overhaengende farer, og heller ikke fordi vi er synderligt kraevende at holde styr paa. Mest bare fordi de har fundet ud af, vores klassevaerlse er perfekt egnet til massai-hangaround. Adskillige timer fordrives med at ordne hinandens haar, afbrudt af haeftige diskussioner omkring det famoese lyseroede lommespejl, altsammen til lyden af 1990'er pop paa meget daarligt signal fra intermistisk transistor. Magen til pyntesyge assesorize freaks skal man lede laenge efter.
At Loshido i dag har haft svaert ved at loesrive sig fra det lille lyseroede, kan man dog ikke fortaenke ham i, dagens frisurer taget i betragtning. Foerste halvdel af issen, fra panden til midten, er han glat som en barnenumse. En featurer der kraever en temmelig markaber operation, idet barbering paa massaimaner foregaar med en sabel af kaptajn klo kaliber. Midt paa hovedet har Loshido en krans af ca 7 cm lodret strittende afrohaar, mens baghovedet er daekket af numselange fletninger. En frisurer der har kraevet ikke helt faa hovedpinepiller. At lide for skoenheden har virkelig en bogstavelig og uden tvivl meget mandig betydning paa massai. Men flotte er de ogsaa, med deres farvestraalende taepper og utal af smykker.
Det er lidt af et saersyn at Loshido er ene mand paa baglinien idag, massaierne foelger flittigt vores undervisning. Hvad de faar ud af den er svaert at gaette, men jeg vil vaede med det ikke er det samme som os 16 danskere. Laenge har vi troet at massaierne talte swahili, og det var derfor de var ved at braekke sig af grin, hver gang vi i kor hakkede os gennem "Jina langu ni dash, ninamiaka ishirini, ninaishi Paje, ninatoka Denmark." Efterhaanden som vi er blevet bedre til swahili, er vi dog blevet en anelse mistaenksomme. Saerligt fordi de hilser os godmorgen paa alle tider af doegnet. Den del af undervisningen forstaar de naeppe heller, deres ordforraad raekker ikke stort laengere end til "Whats my name?" Men de er gaaet i skab traening og spoerger fra tid til anden om det engelske ord for termokande, elpaere, stakit og lignende.
Alle er de analfabeter, men ogsaa det arbejdes der paa hoejtryk paa. I timevis sidder de og studerer de boeger vi har medbragt fra Danmark. Saerligt den hvide massai er et hit. Eller de udfylder smaa fedtede lapper med knudrede kragetaer, og eksperimentere under stor diskussion med at nedfaelde deres navne paa papir. Forleden viste de os stolt en lap hvorpaa der stod: "Frihandel Protektionisme Neoliberalisme" med skaeve bogstaver, direkte kopieret fra tavlen. Hvordan forklarer du det paa massai?
Det er sgu ret surrealistisk at taenke sig hvor forskelligt vi maa opfatte verden. I de 45 min Loshido har studeret sin frisurer paa bagerste parket, og vi har fulgt forelaesningen om Tanzanias demokrati, har vi sikkert laert mere om det politiske styre i hans land, end han nogensinde kommer til. Et paradoks der vel egentlig goer det relevant at stille spoergsmaalstegn ved et egentligt demokrati i Tanzania? Loshido er nok paent ligeglad med om alle er "egual according to low", han taler ikke engang landets sprog.

Stone Town - muslimer paa koedmarked

Store klaser af fede spyfluer haenger i den stillestaende luft, hoejlydt summende. Stanken er ubeskrivelig. En kvalmende kombination af Roskilde en varm sommerdag og god gammeldags forraadnelse. Luften er saa tyk, at man maa skaere sig igennem. Det er naesten 40 grader varmt og morgenmaden truer med comeback. Vi er paa vores foerste tur i Stone Town, og har ved et uheld forvildet os ind paa koedmarkedet, der i sammenligning faar Danish Crown til at ligne en gallafest. Forsigtigt kanter vi os ind mellem de taet sammenpressede boder. Paa begge sider dingler hudloese gede- og faarekroppe paa kroge. "Jambo" og "Karibu" lyder det fra de optimistiske saelgere, mens de halvhjertet vifter fluer vaek fra koedet. Igen speciel-price-for-you-my-friend til mig, ellers tak! Toer ikke taenke paa, hvor det koed vi spiser paa skolen kommer fra, og overvejer om jeg skal melde mig under vegetarenes faner.
Vi flygter ind ad de smalle gader. Markedet fortsaetter i det uendelige, og der er ikke det man ikke kan koebe; kurvetasker, armbaandsure, transistorradioer, gamle boeger, frisk frugt og alt i plastik. som mzungu kan man vaere heldig at faa det til den seksdobbelte pris.
Paa et gadehjoerne moede vi vores laerer, en meget nydelig herre med runde briller og plirende oejne fra zanzibar universitet. Laenet op ad husmuren, ifoert lang hvid kanza og den karakteristiske fint broderede arabiske hat, deltager han i den ivrige samtale de handlende imellem. En duft af karry og masala afloeser den harske.
Arabisk kultur er allestedsnaervaerende paa Zanzibar hvor 90 % af befolkningen er muslimer. Kvinder i burka ses overalt i bybilledet, og fra til til anden kalder minereten byen til boen. Det vrimler med boern i uniformer, piger i lange orange skoerte og toerklader om haaret, drenge i kanza og hat. De valfarter til den lokale koranskole, madrassaen, hvor de laerer at recitere koranen paa fejlfrit arabisk. Det er svaert at lade vaere med at synes det er lidt fjollet, naar nu det eneste de fleste af dem kan sige paa eneglsk er "what is my name?" Et sporgsmaal man bliver stillet gang paa gang, og som i starten affoedte en del forvirring og haabloese gaettekonkurrencer.
Den Zanzibarianske udgave af Islam synes dog saeregen paa en ret afrikansk maade. F. eks. er der bred enighed om at hekseri er en essentiel del af koranen og derfor boer tages meget serioest.
Tilbage i Stone Town finder vi paa forunderlig vis vej gennem de smalle gader, ud fra markedet og ned til det gamle fort ved havnen. Det har foruroligende nok vist sig at Katrines stedsans ikke er stort bedre end min. Paa havnen er lige saa mennesketaet som paa markedet. Alligevel lykkeds det os dog at finde Eva, vores gamle klassekammerat blandt menneskemylderet. Hun er, ligesom alle andre, kommet til Zanzibar i anledning af den aarlige musikfestival. Om aftenen bliver der rystet roev og drukket safarioel i et saadant omfang at alle snart laenges hjem til stille paje igen.

Zanzibar listen

For dem der ikke er bekendt med faenomenet, kan jeg afsloere at listen er et indslag ugentligt bragt i politiken. Formaalet er at give guidelines til hvad der er hot og hvad der er hot i koebenhavn. Intet er for stort eller for smaat til at give et par ord med paa vejen. En saadan liste har Zanzibar ikke. Men det skal der nu raades bod paa. Saa lad mig praasentere:

Zanzibar-listen

Plus

• det zanzibarianske sprog fortjener i allerhoejeste grad, at faa et par ord med paa vejen. Magen til dovent sprog skal man lede laenge efter. Ikke engang en egentlig grammatik kan det stable paa bennene. En stor del af ordene har karakter af platengelsk. Tag f.eks. kippilefti (keep left) som betyder rundkoersel. Og helt aerligt, hvem kan staa for et sprog, hvor peber hedder pillipillimanga?
• Ogsaa det tanzanianske velfaerdssystem maa man tage hatten af for. Paa skolen i Paje er der f. eks. et kaempe skilt, hvorpaa der staar: Education inclusive.
• Bagstapping er overfloediggjort i Tanzania. Her har kvinderne opfundet en kanga (den beklaedningsgenstand de alle baerer) som ordner det for dem. Kangaer baerer budskaber som "du er saa grim at end ikke en elefant ville gifte sig med dig" eller "tale er soelv, tavshed er guld". Saa er den skid slaaet.
• Ogsaa oellene her paa oen maa man prise. Kan man forestille sig oel med mere eksotiske navne end Safari og Kilemanjaro. Medaljens bagside er at de i lunken tilstand, hvilket ikke er en sjaeldenhed grundet stroemsvigt, til forveksling smager af det indiske ocean.

Minus

• Zanzibar er, vanen for det afrikanske kontinent tro, plaget af alverdens septakulaere tropesygdomme. Ikke desto mindre er den hypigste doedsaarsag her paa baunty-oen af langt mere "naturlig" karakter. Statistisk set er det nemlig palmetraerne, der kan tegne sig for stoerstedelen af doedsfaldene. Saa haeng aldrig ud under palmetrae, du risikerer at blive ramt at kokusnoed!
• Jellyfish. Som irretationsmoment paa niveau med braendmaend. Magen til smaa slimede klatter skal man lede laenge efter. Forleden morgen, da jeg intetanende tog mig en morgendukkert i oceanet, forsoegte en af de smaa sataner at strangulere mig med sin klamme blaa hale. Det resulterede i, at jeg den resterende dag lignede en, der var forsoegt kvaelt med en ildtang.
• Malariapiller. For det foerste koster de en formue, for det andet virker de alligevel ikke og for det tredje er de ret svaere at huske at tage. Som om det ikke er nok, saa staar der gud hjaelpe mig paa pakken, at man skal ungaa straerk sol under behandling. Lidt svaert i Afrika.
• Soede sager er en absolut mangelvare her paa oeen. Af gode grunde, som f.eks. svigtende stroem, er is og chokolade ikke til at opdrive i miles omkreds. det eneste man kan koebe i Paje, der tilnaermelsesvist kan opfylde ens sukkerbehov, er utal af syntetiske kisk i forskellige varianter.

U-landsfrivillig i Paje?

Haglende sved under aekvators bragende sol, 16-timers arbejdsdag for lud og koldt vand, aids, malaria og diverse andre eksotiske tropesygdomme. Naar man som ulandsfrivillig har begivet sig ud paa mission "red fattig boern i afrika" er det vilkaarene, man har skrevet under paa.
Og dog... Tilvaerelsen her i Paje er ikke saadan. Tvaertimod fristes man til at sige. Fra min kant kan jeg, i skrivende stund, ikke rapportere om udsultede boern og udspillede maver, foragende sanitetsforhold og fordaervede madvarer. Godt nok gaar stroemmen fra tid til anden, og vandet med, men her er helt paradisisk paa en meget lidt strabadserende facon.
Vi nyder det soede hoejskoleliv, hvor gode gammel grundtvig ikke sjaeldent stikker sit skalede hoved frem. Faellessang, cafeaftner og hoetlaesning, altsammen med et bragende indisk ocean som baggrundskulisse.
Under skyggefulde palmetag terper vi swahiligloser og udviklingsteorier. Naar sulten kommer over os maesker vi os i nyfanget fisk og friskplukket frugt ad libitum, og bliver varmen for staerk bader vi i det turkisblaa hav.
Foreloebig kan jeg altsaa berolige nervoese sjaele, statusrapport herfra Zanzibar melder Hakuna Matata - no problems

Blandt negere, hottentotter og afrikansk burrekrati

Den primitive, 30 personers flyvemaskine skaerer kystlinien, forsaetter ind over land og begynder at skrue sig mod jorden. Maskienen haelder kraftigit til venstre, og i kabinen mases vi mod hinanden, vinduer og armlaen. Frygter at vi i farten kommer til at barbere toppen af de utallige palmehytter vi paserer. Under os ses graesende geder og kvinder med vandkar paa hovedet. Saa lander vi... Zanzibar! Maalet for en 24 timer laeng rejse paa tvaers af kontinenter og tidszoner.
Da vi stiger ud af flyveren foeles det, som det maa foeles, at faa et koslik lige i fjaeset: varmt og meget fugtigt paa den klamme maede.

I den lille lufthavn maa vi acceptere, at vores bagage et sted paa ruten koebenhavn-zanzibar, ikke har fulgt trop. Det bliver vores foeste moede med det afrikanske burrekrati. Efter sigende uhyre patentligt og meget lidt effektivt. 12 mand hoej maa vi alle line op paa raekke, meget traette og temmelig klamme, for, en efter en, at marchere ind paa et lille kontor. Raekken bevaeger sig utroligt langsomt. Da det endelig bliver min tur, traeder jeg ind paa et meget nydeligt kontor. Her sidder to maend i jakkesaet. Paa kontoret maa jeg udfylde adskillige dokumenter omhandlende alt fra adsresser til beskaeftigelse. Derefter skal jeg, i diverse kataloger over bagageartikler, forsoege at udpege en rygsaek der minder om min. Slutteligt skal jeg lave en liste over, hvad tasken indeholder. Og det er ikke saa lidt, naar vi nu snakker bagage til et halvt aar. Endelig er seancen forbi, og jeg kan forlade kontoret, en smule forvirret over hvad den bagagekvittering jeg har haft med fra kastrup mon skal bruges til? Aabenbart ikke bortkommen bagage. Foerste lektion i the african style: hakuna matata - alle tasker skal nok dukke op.
Bagageloese hopper vi paa to minibusser, sammen med rikke og muddi, der er kommet for at hente os, og saetter kursen mod landsbyen paje og hoejskolen.

Turen ud af Stone Town, som er Zanzibars hovedstad, og tvaers over oeen, er afrika i face: et inferno af liv langs vejkanten. Maend i nydelige jakkesaet, paa cykler tungt lastet med alverdens skrammel, store stabler af brande, kasser og saekke. Mtatus fyldt til bristepunktet med kvinder, boern, geder og hoens. Unge maend der haenger paa siderne, faretruende gestikulerende med arme og ben. Lange butikskavalkader af blikskurer, hvor alverdens varer udbydes (og faldbydes): Bannaner, skrotjern, kurvetasker, laenestole i dyreprint og meget, meget mere. Jo laengere vi bevaeger os ud af byen, jo mindre hektisk bliver sceneriet. Langs vejkanten sidder nu smaa grupper af maend i traernes skygge, kvinder bager broed, smaaboern leger, mens de store bevaegger sig i uniformsklaedte flokke fra skole. overalt geder og faar.

Rigtig laid-back bliver det da vi nar frem til Paje og vores logi. Den store palmehytte ligger lige i vandkanten (naar altsaa ikke tidevandet har baaret havet halve kilometer vaek) og en koelig brise smyger sig gennem de aabne rum.
Ud paa aftenen ankommer ogsaa bagagen.
Jeg vil slutte foerste kapitel, for stroemmen gaar temmelig ofte.
Negerkys til alle jer derhjemme