7.5.07

Blandt ludere og lommetyve i Mombasas slum

Udsigt over Kongowea fra maries baggaard


Lovens lange arm i Kongowea - chiefs office..

Et slag i kivali i mombasas handelsgader



John i fuld mondering uden for sit hus

Alle holder vejret. En aandeloes stilhed saenker sig over stuen. Opmaerksomheden er rettet mod skaermen. Vi venter... Endelig smadrer det ene fedtbjerg af en trusseklaedt neger den anden i gulvet, saa fuglene synger og fjernsynet hopper truende i reolen. Folk jubler. John slaar en bragende haanlatter op, boerneflokken paa gulvet foran skaermen fniser. Rose betragter opgivende scenriet fra sin stol i hjoernet. Jeg laener mig tilbage i sofaen, smidder mine kulsorte foedder op paa stuebordet og beslutter mig for at kvaerne en chapati mere. Det er den tredje i dag. Wrestling lader til at vaere en hellig sport her i huset. Flommefede negere, der taever loes paa hinanden, saa blod sproejter og sved staar i kaskader - det er top underholdning!
Jeg er traet. Fra min plads i hjoernet kaemper jeg min egen skitzofrene kamp mod soevnen. For hver gang den bikiniklaedte nummerpige svanser hen over ringen, bliver mine oejenlaag tungere. Det har vaeret en lang nat. 15 timer i bus tvaers gennem det kenyanske land, fra viktoriasoen i vest til mombasa ved breden af det indiske ocean. En tur gennem den moerke afrikanske nat, hvor regnen uafbrudt trommede paa ruden, mens naboens braek rutchede frem og tilbage i midtergangen. En tur hvor chauffoeren tykkede adskillige bundter mira (smaa toerre kviste med euforisernede virkning) og hvor halvedelen af ruten tilbagelagdes ved siden vejen, i et forsoeg paa at undgaa afgrundsdybe kratere.

Vi har taget en uges fri fra boernehjemmet for at besoege marie og crew, der er frivillige i mombasa. Mombasa - navnet alene klinger af palmesus og boelgebrus. Mens bussen skrumlede oestpaa gennem moerket, saa jeg for mig, hvordan jeg inden laenge skulle ligge i vandkanten, nyde solen og en koelig drink. Men paa trods af at Marie saa skraasikkert har proklameret at "i Mombasa skinder solen altid" stod det ned i staenger, da vi ved daggry ankom til en noget mudret og graa bauntyby.

Derfor befinder jeg mig nu inden doere, hos den familie der huser vores mzunguvenner. Naar jeg straekker mig i sofaen kan jeg se ud gennem doeraabningen. Derude ligger ikke endeloese hvide sandstrande, men kongowea, et af de utallige slumomraader i mombasa. Turen til huset gik af smalle gyder, med ankelhoejt mudder. Langs huse og blikskurer stod boder med appelsiner, cigaretter, grillede majskolper og helstegt okse taet. Skrald hoppede sig op i store dynger, tilfaeldigt spredt. Der var liv og glade dage.

Jeg lader blikket vandre rundt langs stuens groenne vaegge. Som alle andre kenyanske stuer jeg har vaeret i, er denne taetpakket med laenestole og sofaer. Her er plads til mange gaester. Og det er praecis hvad der er - mange gaester. Rummet er fuld af folk, onkler og tanter, faetre og kusiner, naboer og tilfaeldige forbipasserende. Hvor der er fjernsyn, er der liv. Husets overhoved sidder i stolen naermest fjernsynet. Han er ikke til at tage fejl af. Fra marie har jeg hoert ikke saa faa roeverhistorier om Johns matatu-buisness og Johns forkaerlighed for whiskey. Han er et oemt syn, som han sidder der, mageligt tilbagelaenet med vommen vaeltende ud over hans eneste beklaedningsdel, et minimalt forvasket mickey mouse haandklaede, der kun med noed og naeppe daekker hans aedlere dele. John har budt os hjerteligt velkommen i hans hjem. Han har en buldrende latter og han tager sig omsogsfuldt af sine mzunguer. I hjoernet laengst fra fjernsynet sidder rose. Hun ser aeldre ud end John, mere slidt. Det er nok ikke helt let at dele aegteseng med John. Efter hvad marie fortaeller er det ikke kun inden for matatubranchen, han er en driftig mand. I sofaen troner parrets 2-aarige soen sammy med et grandioest stykke kage i haanden. Han styrer boerneflokken foran fjernsynet med haard haand. Fjernsynets oevrige tilskuere kan jeg ikke gennemskue hvem er. Maaske er de bekendte af huset, maaske fremmede?

Selvom vi ingen landegraenser har krydset paa vores vej fra vihiga til mombasa, kan man vidst godt tale om kulturchok. I vihiga er folk religioese. Meget religioese. Det er de saadanset ogsaa her. Overalt tjener smaa faldefaerdige blikskurer som kirker, hvorfra gospel stroemmer. Men indbyggerene i mombasa svaerger til byens religion. En religion der lever blandt luder og lommetyve, og ikke sjaeldent skyldes ned med et glas whiskey eller en flaske palmevin. Mama Presilla ville korse sig, og sikkert vaese noget i stil med: "they will burn in hell, lunatics!" Og i vihiga er folk farmere, de lever paa landet og de dyrker jorden. Folk i mombasa lever i byen - og de lever af byen. Alle her er buisness mand. Uanset hvem du spoeger, vil han svare, at han er buisnessmand. Og i gadebilledet er de dominerende - buisnessmaendene. Overalt er faldefaedige boder med fantasifulde varersortimenter: udbraendte transistorradioer side om side med friturestegte poelser og umage sko, samt en imponerende samling af alt i plastik. Daarligt kan man bevaege sig 10 meter uden at blive stoppet af en af bodindehaverenes omvandrende kollagaer. Han har lige det man staar og mangler: en rusten spilledaase uden haandtag. "Speciel price for you my american friend".

Den direkte oversaettelse af buisnessman er vist foretningsmand. I mombasa er det nok mere korrekt at oversaette det til krejler. Lyssky aftaler, handler under bordet og korruption er opskriften paa overlevelse her. Sikkert er det grunden til at John i morgen skal i retten, og formegentlig maa tilbringe natten i spjaeldet - et buisnessanliggende. Det skal nok blive et par begivenhedsrige dage her...

1 comment:

Anonymous said...

Kære Ida - det har været en fin oplevelse at læse din blog eller rettere noget af den. Håber at se dig når du kommer tilbage til DK. Har pt. travlt med eksamen og har det rigtig godt. kærlig hilsen Irene