Tilvaerelsen her

Tilvaerelsen her er saelsom. Nej tidloes. Tilvaerelsen her er tidloes. Enkelte ejer en mobiltelefon, et par af hytterne har fjernsyn, det roed-hvide coca cola-logo er at finde i hver en landsby, hver en flaekke. Men ellers gaar livet sin skaeve gang, som det har gjort i generationer - altid. Nairobi ligger nogen 100 km vaek, en 9-timers tur i bus, men reelt ligger hovedstaden lysaar vaek. Storbyen er et fjernt faenomen, paa en gang skraemmende og dragende. Den virkelige virkelighed er i her. I vihiga. Her lever folk af jorden, dyrker den, som de altid har dyrket den. Saar og planter paa de frodige skraaninger, nogen gange med okser, oftest ved haandkraft. Boennerne plantes, boennerne hoestes, boennerne toerres, boennerne baelges, boennerne spises, boennerne plantes paa ny. Alle hjaelper til. Traditionerne videregives i marken. Fra bedsteforaeldre til foraeldre til boern. Arbejdes gentages saeson for saeson, aar for aar, generation for generation. Samme taktfaste rytme. Som trommerne der kalder til kirke hver soendag.
Og uendelig. Tilvaerelsen her er uendelig. Saa langt oejet raekker boelger bloede bakker, daekket af groenne temarker, mens palmer hist og her vejer i vinden. Saa langt oejet raekker snor stierne sig, roede af afrikas jord. Nogen steder saa brede at 10 koeer kan vandre skulder ved skulder, oftere smalle, tit bare et enkelt dyrespor. Altid arrede af utemmelige klippefremspring og regntidens reglmaessige haergen. Sporadisk spredt langs stierne ligger compounds. Bedstemors hytte i midten, soennernes rundt om. En ekstra hytte til madlavning og dyrehold. Nogen hytter har tag af ironsheeds, nogen af palmeblade, men alle er de mudhuts, bygget af et mix af mudder og komoeg. Compounden myldrer med boern i alle stoerrelser, geder og koeer. Alle er i familie. Og familien forgrener sig til de omkringliggende compounds, hvor onkler og tanter bor. Og den forgrener sig videre langs de uendelige roede stier, bliver til storfamilier, klaner og stammer. Og familiebaandene raekker tilbage i tid. Forfaedre er en lige saa reel del af tilvaerelsen her, som maismarkerne, acasietraerne og viktoriasoen i det fjerne. Forfaedrene er begravet paa compounden. Hist og her vidner cementklodser om deres jordiske hvile. Til tider saa taet paa doeraabningen at man kun med noed og naeppe undgaar at traede paa dem. For jorden tilhoerer forfaedrene. Og skaebnen tilhoerer forfaedrene. Jorden og skaebnen haenger uloeseligt sammen. Der er jorden der skaffer mad paa bordet. Hvad der end maatte blive tjent af penge gaar til schoolfees til den talrige boerneflok. Her hersker ingen tilfaeldigheder. Udebliver regnen, slaar hoesten fejl, er det fordi man har lagt sig ud med forfaedrene. Dropper ens boern ud af skolen, skyldes det man er ramt af witchcraft. Her findes ingen aarsag-og-virkning, det er de hoejere magter der raader.
Fattigdommen er ikke ioejenfaldende her, den er ikke insisterende som i byens slumkvartere. Men den er altgennemsyrende. Den er det grundlaeggende livshvilkaar. I skrivende stund er ingen noed. Regntiden har vaeret gavmild, hoesten er i hus. Koeerne er sunde og producerer maelk nok. Men hvis regnen ikke falder, eller hvis endnu en kvaegepidemi haerger omraadet, saa kommer sulten. Den lurer altid under overfladen. Livets skroebelighed ligger i folks bevidsthed, fattigdom er en del af mentaliteten her. Har man penge bruger man dem, har man mad spiser man det. Man planlaegger aldrig frem i tiden. Morgendagens komme er alligevel uvis.
Midt i dette inferno af fremmedhed er vi, Katrine og jeg. Vi hoere ikke til her. Vores hud taaler ikke solen, vores oejne ikke lyset. Vi kan ikke drikke vandet og vi forstaar ikke sproget. Men vi skal vaere her i 3 maander, og vi skal helst goere en forskel. Folk tror vi er orakler eller heksedoktere. Eller i det mindste i besiddelse af en uudtoemmelig kilde af dollarsedler. Boernene paa boernehjemmet tror at vi i europa kan vaekke doede til live og goere negere hvide. Det er svaert at forklare at vi bare er to studerende fra Danmark. Det er i det hele taget svaert at forklare noget som helst paa tvaers af kulturer. Nok har vi et nogenluden brugbart engelsk til faelles, men vi har ingen faelles forestillingsverden. Hvordan fortaeller man f.eks. eventyr til boern, der ikke kender trolle og prinsesser? Tit og ofte maa Katrine og jeg bare kigge opgivende paa hinanden, ryste opgivende paa hovedet og acceptere at vi endnu engang ikke fatter et klap af, hvad der foregaar. Kulturelle codes kommunikeres i hieroglyffer her.
Det er fattigdommen der saetter graenser. Fattigdommen der goer at folk ikke gaar i skole og fattigdommen der dikterer haardt arbejde fra solopgang til solnedgang. Den kan vi ikke goere noget ved, overfor fattigdommen er vi ret magtesloese. Hjaelpe dem med at leve med fattigdommen kan vi heller ikke, det er de eksperter i. Foer jeg tog afsted havde jeg et billede af at skulle ned og sige: "Hvorfor planter i kun majs, naar i har den frodige jord? Kunne man ikke bruge ressourcerne bedre?" Men de ved allerede alt om at udnytte ressourcer til mindste boenne.De har generationers erfaring i at faa det bedste ud af de midler tilvaerelsen byder. Vi vidste det godt foer vi tog hjemmefra, men det er alligevel frustrerende at erkende naar man er her: Vi kan ikke goere den store forskel.
Men det vi ka.n goere, og det jeg haaber vi goer, er at goere hverdagen lidt mindre triviel for et par boern paa boernehjemmet. Og maaske aflive et par gensidige fordomme: Vi kan hverken vaekke doede til live elller goere negere hvide, tvaertimod sveder vi ligesaa traendt som de, naar vi arbejder i marken.