Afsked med boernehjemmet

Allerede inden vi naar ud paa stien, har den vaade jord dannet hoeje plateauersaaler under skoene. Det har regnet kraftigt i loebet af natten. Graesset damper af fugt i den tidlige sol og store tunge regndraaber falder fra mangotraeet uden for mamas hus.
Vi runder haekken og kommer ud paa stien. Jeg kaster et blik mod hoejre. Moerke konturer af traetoppe knejser i den stadig morgentunge dis, der daekker dalen, som klippeskaer i vindstille hav. Bagerst haever bjergene sig, moerke og kompromisloese markerer de denne verdens ende. Vihiga, hertil og ikke laengere. Fra spredte hytter langs stien stiger tynde roegsoejler mod himlen. Klargoering af morgentheen er i gang. Lugten af roeg blander sig med duften af eucalyptus og vaad jord. De sidste tre maaneder har jeg naesten hver morgen gaaet af denne sti. Udforsket det vidtforgrenende netvaerk af smaa stier, op og ned af bakkedale, tvaers gennem themarker og over smaa vandloeb. Lydkulissen er fantastisk. Haner galer om kap med koeer, der kalder paa morgenmad, mens rytmen af trommer breder sig i morgentaagen. Morgenritualet gentager sig hver eneste morgen. Jeg kender det efterhaanden rimelig godt. Moeder altid samme uniformklaedte boerneflok i stiens foerste kurve. Hilser paa de samme arbejdere i marken, foeleges med den samme kvinde op af bakken paa vej mod den lille butik paa toppen, hvor hun saelger maelken fra dagens foerste malkning.

I dag er anderledes. Ingen morgentur. Vi drejer til venstre, ned mod boernehjemmet. Vi har begge sovet daarligt og veksler ikke mange ord paa vej ned af stien. Det er d. 27. maj, dagen for vores afrejse.

Vi traeder ind af de groenne porte. Boernehjemmet ligger mennesketomt paa den anden side. Ikke at ansigt at se. Vi gaar ned mod sovesalene. Luften omkring dem er tyk af sovestemning. Langsomt, meget langsomt dukker smaa sorte hoveder op bag vinduernes net. Soevndrukne sniger de sig ud paa terassen. Skutter sig i den kolde morgenluft. De liner op paa raekke, en noget betuttet flok. Alle stirrer de ned i jorden. Hvad fanden skal vi sige? De ved godt det er afskedstid. Hele ugen har det ligget i luften. Det har ikke vaeret let at forklare hvorfor vi rejser. Der er ligesom ikke nogen rigtig gode argumenter. Opgiver at sige noget bevinget. Klumpen i halsen er ogsaa i vejen. Det foeles helt forkert. Dels fordi vi kommer til at savne folk rigtig meget, fordi afskeden er svaer. Men ogsaa fordi kontrasterne i denne tidlige morgentime er kvalmende klart trukket op. Naar vi om lidt gaar ud gennem porten for sidste gang, gaar ungerne i gang med deres morgenritual. Vasker gulvet i sovesalene, fejer verandaen, ordner klasselokalerne. Hverdagens rutine fortsaetter, triviel og fuldstaendig upaavirket af vores ophold her. Oppe i Mamas hus venter vores pakkede rygsaekke. De er lastet med soveposer, vandrestoevler, bikinier og solcreme. Forude venter os maaneders rundrejse paa det afrikanske kontinent. Urimeligheden gaar lige i maven. Vi kunne godt blive her, donere pengene til boernehjemmet og hjaelpe med at vaske toej og plante guleroedder et par maaneder endnu. Men det goer vi ikke. Vi end ikke overvejer det. De sidste tre maaneder har vi haft faelles hverdag, men vores verdener er to forskellige. Katrine og jeg glaeder os til at vende tilbage til vores egen verden. Selvom den daarlige samvittighed ikke er til at ignorere, glaeder vi os til naeste punkt paa dagsordenen: bestigning af kilimanjaro, Afrikas hoejeste bjerg.