Ankomst til Vihiga Childrens Home
"Greet the visitors" buldrer Mama Presilla, og alle 120 boern bryder ud i sang. Det er svaert at finde en grimasse der passer, jeg ved sgu ikke om jeg skal grine eller graede. Her sidder vi, fire kridhvide muzunguer, baenket paa raekke med hver vores aeres glimmerlamettekaede rundt om halsen. I et spiltsekund tror jeg scenriet er en stor practical joke. Men nae nej, det er dead serious, og det er til aere for os. Man skulle tro vi var selveste ambassadoer Danmark og ikke bare fire ulandsfrivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke. Mest af alt foleler jeg mig som en nykaaret derbyvinder.
Boernene danser og synger for os, jaevnligt afbrudt af Mama Presilla, der kommanderer os til at posere for fotografen, der er hyret i dagens anledning: muzunguer foran primary school, muzunguer foran secondary school, muzunger foran the staff. Han knipser loes paa kameraet der maa vaere fra foer krigen. Arrangementet fortsaetter og fortsaetter. Nye danse, nye sange, nye udklaedninger. Boernene er henrivende, men varmen og det paatvungne happyface, med begyndende tics i mundvigen, goer det svaert for alvor at nyde showet. Paa et tidspunkt skal vi ogsaa op at danse, det hele er sgu ret akavet som vi staar der og rokker stift fra side til side med hver vores lametta glimmerhelvede om halsen.
Maaske er det ogsaa bare fordi vi alle er lidt matte i koderne oven paa et par begivenhedsrige doegn. For 24 timer siden forlod vi en Nairobi, og trygheden bag de tykke murer med pigtraad paa ms hovedkontoret, med destination vores nye afrikanske hjem. Alt hvad vi vidste var at vi skulle bo i en landsby naer kisumu ved viktoriasoens bred. Vi skulle bo hos Mama Presilla, stifteren af det boernehjem vi skulle arbejde paa.
Busturen vestpaa gik gennem fantastisk kenyansk landskab; Rift Vally med forrevne klipper og frodige dale, stoevede oerkenlignende landskaber med klynger af palmehytter og flokke med aesler, savanne med zebraer og aber langs vejen og frodige regnskove med alverdens eksotiske fugle. Efter 9 timers rystetur paa til tider elendige veje, paastod chaufoeren pludselig at bynavnet vi har faet kradset ned paa en lille lap ikke eksisterede paa busruten. Shit man! Han smed os af ved naermeste stop, og vi befandt os midt i ufortyndet Afrika. En myretue af en markedsplads. Alt var meget mere fremmed end hidtil paa vores rejse. Lugtene var mere krydrede, luften var mere stoevet, og vi vagte langt stoerre opmaerksomhed en tidligere. Faktisk stillede den ganske markedsplads sig op og stirrede paa os, som vi stod der, fire muzunguer med alt for store rygsaekke, for foerste gang paa egen haand i Afrika. Efter en hel dag i en varm bus, uden hverken vaadt eller toert (saa godt som), var det naesten til at begynde at tude over. Men det kan vist ikke nytte, gloning synes at vaere nationalsport paa disse kanter. Moerket begyndte at falde paa, og selvom vi helt sikkert ikke var i fare, var det alligevel lidt skraemmende. Heldigvis fik Mama Presilla hurtigt lokaliseret os. Hun moedte os med en ordentlig afrikansk krammer, saa jeg et oejeblik frygtede at fare vild i hendes kaempe barm. Presilla er en rigtig afrikansk mama - traditinally buildt - stor og fyldig.
Hun tog os med gennem det frodige bakkede landskab, hvor bananpalmer gror side om side med avokado og mango, og hvor bjerge og viktoriasoe skimtes i i det fjerne, til hendes lille hus i udkanten af landsbyen. Det er et udemaerket lille hus, stoppet til bristepunktet med sofaer og laenestole.
Det lidt maerkelige velkomstshow til trods virker det somom vi er havnet paa en rigtig lille perle. Der er meget mere jeg gerne vil fortaelle om, maden, familien, boernehjemmet, boernene, etc. etc., men det for vente, for computertiden her er sparsom.
Boernene danser og synger for os, jaevnligt afbrudt af Mama Presilla, der kommanderer os til at posere for fotografen, der er hyret i dagens anledning: muzunguer foran primary school, muzunguer foran secondary school, muzunger foran the staff. Han knipser loes paa kameraet der maa vaere fra foer krigen. Arrangementet fortsaetter og fortsaetter. Nye danse, nye sange, nye udklaedninger. Boernene er henrivende, men varmen og det paatvungne happyface, med begyndende tics i mundvigen, goer det svaert for alvor at nyde showet. Paa et tidspunkt skal vi ogsaa op at danse, det hele er sgu ret akavet som vi staar der og rokker stift fra side til side med hver vores lametta glimmerhelvede om halsen.
Maaske er det ogsaa bare fordi vi alle er lidt matte i koderne oven paa et par begivenhedsrige doegn. For 24 timer siden forlod vi en Nairobi, og trygheden bag de tykke murer med pigtraad paa ms hovedkontoret, med destination vores nye afrikanske hjem. Alt hvad vi vidste var at vi skulle bo i en landsby naer kisumu ved viktoriasoens bred. Vi skulle bo hos Mama Presilla, stifteren af det boernehjem vi skulle arbejde paa.
Busturen vestpaa gik gennem fantastisk kenyansk landskab; Rift Vally med forrevne klipper og frodige dale, stoevede oerkenlignende landskaber med klynger af palmehytter og flokke med aesler, savanne med zebraer og aber langs vejen og frodige regnskove med alverdens eksotiske fugle. Efter 9 timers rystetur paa til tider elendige veje, paastod chaufoeren pludselig at bynavnet vi har faet kradset ned paa en lille lap ikke eksisterede paa busruten. Shit man! Han smed os af ved naermeste stop, og vi befandt os midt i ufortyndet Afrika. En myretue af en markedsplads. Alt var meget mere fremmed end hidtil paa vores rejse. Lugtene var mere krydrede, luften var mere stoevet, og vi vagte langt stoerre opmaerksomhed en tidligere. Faktisk stillede den ganske markedsplads sig op og stirrede paa os, som vi stod der, fire muzunguer med alt for store rygsaekke, for foerste gang paa egen haand i Afrika. Efter en hel dag i en varm bus, uden hverken vaadt eller toert (saa godt som), var det naesten til at begynde at tude over. Men det kan vist ikke nytte, gloning synes at vaere nationalsport paa disse kanter. Moerket begyndte at falde paa, og selvom vi helt sikkert ikke var i fare, var det alligevel lidt skraemmende. Heldigvis fik Mama Presilla hurtigt lokaliseret os. Hun moedte os med en ordentlig afrikansk krammer, saa jeg et oejeblik frygtede at fare vild i hendes kaempe barm. Presilla er en rigtig afrikansk mama - traditinally buildt - stor og fyldig.
Hun tog os med gennem det frodige bakkede landskab, hvor bananpalmer gror side om side med avokado og mango, og hvor bjerge og viktoriasoe skimtes i i det fjerne, til hendes lille hus i udkanten af landsbyen. Det er et udemaerket lille hus, stoppet til bristepunktet med sofaer og laenestole.
Det lidt maerkelige velkomstshow til trods virker det somom vi er havnet paa en rigtig lille perle. Der er meget mere jeg gerne vil fortaelle om, maden, familien, boernehjemmet, boernene, etc. etc., men det for vente, for computertiden her er sparsom.
No comments:
Post a Comment