Hverdag i Vihiga
Morgendisen haenger stadig tungt over Muzatzi hill, men paa grusstien, der udgoer hovedfaerselsaaren mellem Gisambai og nabolandsbyen, er trafikken allerede livlig. En boda boda, cykeltaxi, med morlil paa bagagebaeret og et bundt levende hoens suret fast til stangen, ringer utaalmodigt med klokken, boern i uniformer iler mod skolen, kvinder med kurve paa hovedet vandrer i flokke mod temarkerne, mens maendene paa hjoernet allerede har indtaget deres faste pladser under mangotraet paa hjoernet.
Bag de groenne porte, der skiller vihiga childrens home fra den omkringliggende verden, kan vi hoere boern der synger. Shit man, for sent igen. Ikke fordi det at komme for sent egentlig er et begreb man opererer meget med paa disse kanter. Paa graesplaenen, foran de to ildelugtende sovesale, der hver huser omkring 40 boern i de 18 senge, staar boernene paa rad og raekke. Morgenritualet er i fuld gang. Alle staar de ifoert skoleuniformer og synger pligtskyldigt med paa nationalsangen, mens det kenyanske flag hejses paa den intermistiske og noget vakkelvorne flagstang. Seancen afsluttes med en kort boen, og saa er dagen skudt i gang. Boern stormer i alle retninger. De yngste, dem under seks, benner mod nursery, hvor de laerer at sige alfabetet i kort og skrive tal med kridt paa betongulvet. De aeldre saetter kursen mod deres respektive klasselokaler, for at finde penne og kladdehaefter frem fra pultene.
Paa laerervaerelset klumper alle 8 laerer plus os fire muzunguer sig sammen. Alle er faerdige af grin over brighets nye haar. Ikke fordi det egentlig er saerlig sjovt, men bare fordi folk griner meget, og isaer meget ad hinanden. Alle laererne er unge og laerervaerelset er en vaerre hoensegaard. Ingen har travlt med at starte undervisningen. Kennedy er allerede faldet i soevn paa sin plads lige inden for doeren. Han underviser de aeldre klasser i matematik, et hverv han varetager sovende paa laerervaerelset, i ny og nae afbrudt af en elev med et kladehaefte, som han saetter nogen roede streger i.
Hilda, den 24-aarige headmisstres, er syg i dag. Hun er kolideret med en af de fuldstaendig hazarderede boda bodaer, og har slaaet sit knae. Katrine og jeg bliver bedt om at overtage hendes engelsklektion i 6. klasse. At vi er fuldstandig uforberedte er intet problem. Hakuna matata. Det gaelder bare om at foelge bogen slavisk.
"Goodmorning" siger vi automatisk da vi traeder ind i klassen, og straks flyver alle 20 elever op fra deres pladser og udbryder i kor: "Goodmorning teachers." Damn, jeg bliver lige forskraekket hver gang de laver det nummer. Fristes altid til at gentage mit godmorgen, bare for at se hvor mange gange jeg kan faa dem til at springe op og staa ret. Ogsaa denne gang holder jeg mig dog i skindet, og opfoerer mig som den respektable laerer jeg skal forestille at vaere. I min knaelange, blomstrede nederdel og min solblegede t-shirt stoerrelse tre numre for stor, ligner jeg sgu ogsaa meget godt. At statuere et godt eksempel for boernene indebaerer ifoelge den kenyanske regering at ligne en kontorassistent paa +45.
Lektionen forloeber som forventet uden drama. Ungerne laeser i kor op af den forberedte tekst, der efter alle paedagogikkens regler gennemgaar vigtigheden af, at tandlaegen bruger engangskanyler for at undgaa aidssmitte. Efter boernenes sorte taender at bedoemme, tvivler jeg dog paa at de nogen sinde har sat deres ben paa en tandlaegeklinik. Aids er grunden til at de fleste bor paa hjemmet, men mon ikke en tekst om kondommer havde vaeret mere paa sin plads? Skidt med det, deres engelske ordforraad taget i betragtning, har jeg alligevel svaert ved at forestille mig, at de har fanget pointen.
Vi slutter timen, da min mave begynder at rumle faretruende. Trods adskillige detaljerede skemaer paa laerervaerelset, er det endnu ikke lykkedes os at gennemskue dagens rutine, og hvem der skal have hvilke fag hvornaar. Det har vist sig at vaere et gennemgaaende tema her i kenya. Formaliteter og pertentligt bureakrati i hobetal synes at vaere maaden hvorpaa man daekker over det altomfattende kaos der hersker. Ergo bestemmer vi selv hvornaar timen slutter, og det goer den nu, for laereren er sulten. Det maa ungerne foroevrigt ogsaa vaere. Jeg har trods alt sat et temmelig solidt morgenmaaltid til livs hos mama, mens deres morgenmad bestaar af en kop te med maelk fra mamas ko.
Jeg saetter kursen mod Margereths lille lerhytte, der fungerer som hjemmets koekken. Sort roeg vaelter ud af alle hullerne i hytten, og da jeg stikker hovedet ind af doeren, kan jeg kun svagt ane Margereth boeget over den store gryde paa ildstedet. Menuen staar ikke overraskende paa boenner og majs. Det goer den hver dag.
Jeg tilbringer adskillige timer i margereths hytte, og i haelene paa margereth. Ikke fordi jeg er til synderlig hjaelp. Med mine ti tommelfingrer og europaeiske foragt for fysisk arbejde, er jeg bidrager jeg mest til underholdningen. Men jeg synes margereth er sej. Hun er den ene halvdel af caretakerstaben, der tager sig af de firs boern paa hjemmet. Siden mama grundlage stedet for seks aar siden, har hun tilbragt dag og nat bag de groenne murer. Om natten sover hun paa den 30 km2 store sovesal sammen med de 40 drenge og om dagen knokler hun som en okse med at lave mad, vaske toej, saa og hoeste groentsager i marken, hente vand ved floden og skruppe unger. Begrebet jernlady for helt nye dimensioner klistret paa hende. Forleden skulle Katrine og jeg foelge hende til moellen for at male majs til ugalimel. Ugali er uden tvivl omraadets nationalret, og alle som en priser de den som noget ganske delikat. Personligt giver jeg ikke meget for majsmel tilsat vand, kogt over ilden til det faar konsistens som mursten. Da vi havde fyldt de 40 kg toerrede majs i en saek, begyndte jeg at kigge mig om efter det aesel som uden tvivl maatte vaere lige paa trapperne til at transporterer vores last. Men margereth svingede nonchalant saekken op paa hovedet og svansede de tre km til nabolandsbyen med moellen, mens Katrine og jeg svendende halsede efter.
Efter at boernene har kvaernet deres boenner og ris, forsaetter dagen med matematik, science, engelsk og kiswahili. Hen paa eftermiddagen vaagner kennedy op, laererne gaar hjem og skemaet byder paa fri leg, inden den staar paa ugali kl seks (eller der omkring). Fri leg bestaar mestendels af at hente vand ved floden og vaske toej, men der bliver ogsaa tid til sanglege, fodbold og leg med muzunguerne.
Det er en temmelig saelsom tilvaerelse vi foerer her, vi forundres og forbloeffes. Ofte ryster vi uforstaaende paa hovedet, og nogen gange faar jeg lyst til at stampe i jorden og skraale af mine lungers fulde kraft: "jeg trives bedst med hvide mennesker.." Men det meste af tiden er her uforklarligt fantastisk og ufatbart smukt.
Bag de groenne porte, der skiller vihiga childrens home fra den omkringliggende verden, kan vi hoere boern der synger. Shit man, for sent igen. Ikke fordi det at komme for sent egentlig er et begreb man opererer meget med paa disse kanter. Paa graesplaenen, foran de to ildelugtende sovesale, der hver huser omkring 40 boern i de 18 senge, staar boernene paa rad og raekke. Morgenritualet er i fuld gang. Alle staar de ifoert skoleuniformer og synger pligtskyldigt med paa nationalsangen, mens det kenyanske flag hejses paa den intermistiske og noget vakkelvorne flagstang. Seancen afsluttes med en kort boen, og saa er dagen skudt i gang. Boern stormer i alle retninger. De yngste, dem under seks, benner mod nursery, hvor de laerer at sige alfabetet i kort og skrive tal med kridt paa betongulvet. De aeldre saetter kursen mod deres respektive klasselokaler, for at finde penne og kladdehaefter frem fra pultene.
Paa laerervaerelset klumper alle 8 laerer plus os fire muzunguer sig sammen. Alle er faerdige af grin over brighets nye haar. Ikke fordi det egentlig er saerlig sjovt, men bare fordi folk griner meget, og isaer meget ad hinanden. Alle laererne er unge og laerervaerelset er en vaerre hoensegaard. Ingen har travlt med at starte undervisningen. Kennedy er allerede faldet i soevn paa sin plads lige inden for doeren. Han underviser de aeldre klasser i matematik, et hverv han varetager sovende paa laerervaerelset, i ny og nae afbrudt af en elev med et kladehaefte, som han saetter nogen roede streger i.
Hilda, den 24-aarige headmisstres, er syg i dag. Hun er kolideret med en af de fuldstaendig hazarderede boda bodaer, og har slaaet sit knae. Katrine og jeg bliver bedt om at overtage hendes engelsklektion i 6. klasse. At vi er fuldstandig uforberedte er intet problem. Hakuna matata. Det gaelder bare om at foelge bogen slavisk.
"Goodmorning" siger vi automatisk da vi traeder ind i klassen, og straks flyver alle 20 elever op fra deres pladser og udbryder i kor: "Goodmorning teachers." Damn, jeg bliver lige forskraekket hver gang de laver det nummer. Fristes altid til at gentage mit godmorgen, bare for at se hvor mange gange jeg kan faa dem til at springe op og staa ret. Ogsaa denne gang holder jeg mig dog i skindet, og opfoerer mig som den respektable laerer jeg skal forestille at vaere. I min knaelange, blomstrede nederdel og min solblegede t-shirt stoerrelse tre numre for stor, ligner jeg sgu ogsaa meget godt. At statuere et godt eksempel for boernene indebaerer ifoelge den kenyanske regering at ligne en kontorassistent paa +45.
Lektionen forloeber som forventet uden drama. Ungerne laeser i kor op af den forberedte tekst, der efter alle paedagogikkens regler gennemgaar vigtigheden af, at tandlaegen bruger engangskanyler for at undgaa aidssmitte. Efter boernenes sorte taender at bedoemme, tvivler jeg dog paa at de nogen sinde har sat deres ben paa en tandlaegeklinik. Aids er grunden til at de fleste bor paa hjemmet, men mon ikke en tekst om kondommer havde vaeret mere paa sin plads? Skidt med det, deres engelske ordforraad taget i betragtning, har jeg alligevel svaert ved at forestille mig, at de har fanget pointen.
Vi slutter timen, da min mave begynder at rumle faretruende. Trods adskillige detaljerede skemaer paa laerervaerelset, er det endnu ikke lykkedes os at gennemskue dagens rutine, og hvem der skal have hvilke fag hvornaar. Det har vist sig at vaere et gennemgaaende tema her i kenya. Formaliteter og pertentligt bureakrati i hobetal synes at vaere maaden hvorpaa man daekker over det altomfattende kaos der hersker. Ergo bestemmer vi selv hvornaar timen slutter, og det goer den nu, for laereren er sulten. Det maa ungerne foroevrigt ogsaa vaere. Jeg har trods alt sat et temmelig solidt morgenmaaltid til livs hos mama, mens deres morgenmad bestaar af en kop te med maelk fra mamas ko.
Jeg saetter kursen mod Margereths lille lerhytte, der fungerer som hjemmets koekken. Sort roeg vaelter ud af alle hullerne i hytten, og da jeg stikker hovedet ind af doeren, kan jeg kun svagt ane Margereth boeget over den store gryde paa ildstedet. Menuen staar ikke overraskende paa boenner og majs. Det goer den hver dag.
Jeg tilbringer adskillige timer i margereths hytte, og i haelene paa margereth. Ikke fordi jeg er til synderlig hjaelp. Med mine ti tommelfingrer og europaeiske foragt for fysisk arbejde, er jeg bidrager jeg mest til underholdningen. Men jeg synes margereth er sej. Hun er den ene halvdel af caretakerstaben, der tager sig af de firs boern paa hjemmet. Siden mama grundlage stedet for seks aar siden, har hun tilbragt dag og nat bag de groenne murer. Om natten sover hun paa den 30 km2 store sovesal sammen med de 40 drenge og om dagen knokler hun som en okse med at lave mad, vaske toej, saa og hoeste groentsager i marken, hente vand ved floden og skruppe unger. Begrebet jernlady for helt nye dimensioner klistret paa hende. Forleden skulle Katrine og jeg foelge hende til moellen for at male majs til ugalimel. Ugali er uden tvivl omraadets nationalret, og alle som en priser de den som noget ganske delikat. Personligt giver jeg ikke meget for majsmel tilsat vand, kogt over ilden til det faar konsistens som mursten. Da vi havde fyldt de 40 kg toerrede majs i en saek, begyndte jeg at kigge mig om efter det aesel som uden tvivl maatte vaere lige paa trapperne til at transporterer vores last. Men margereth svingede nonchalant saekken op paa hovedet og svansede de tre km til nabolandsbyen med moellen, mens Katrine og jeg svendende halsede efter.
Efter at boernene har kvaernet deres boenner og ris, forsaetter dagen med matematik, science, engelsk og kiswahili. Hen paa eftermiddagen vaagner kennedy op, laererne gaar hjem og skemaet byder paa fri leg, inden den staar paa ugali kl seks (eller der omkring). Fri leg bestaar mestendels af at hente vand ved floden og vaske toej, men der bliver ogsaa tid til sanglege, fodbold og leg med muzunguerne.
Det er en temmelig saelsom tilvaerelse vi foerer her, vi forundres og forbloeffes. Ofte ryster vi uforstaaende paa hovedet, og nogen gange faar jeg lyst til at stampe i jorden og skraale af mine lungers fulde kraft: "jeg trives bedst med hvide mennesker.." Men det meste af tiden er her uforklarligt fantastisk og ufatbart smukt.
No comments:
Post a Comment