Hverdag i Vihiga

Morgendisen haenger stadig tungt over Muzatzi hill, men paa grusstien, der udgoer hovedfaerselsaaren mellem Gisambai og nabolandsbyen, er trafikken allerede livlig. En boda boda, cykeltaxi, med morlil paa bagagebaeret og et bundt levende hoens suret fast til stangen, ringer utaalmodigt med klokken, boern i uniformer iler mod skolen, kvinder med kurve paa hovedet vandrer i flokke mod temarkerne, mens maendene paa hjoernet allerede har indtaget deres faste pladser under mangotraet paa hjoernet.
Bag de groenne porte, der skiller vihiga childrens home fra den omkringliggende verden, kan vi hoere boern der synger. Shit man, for sent igen. Ikke fordi det at komme for sent egentlig er et begreb man opererer meget med paa disse kanter. Paa graesplaenen, foran de to ildelugtende sovesale, der hver huser omkring 40 boern i de 18 senge, staar boernene paa rad og raekke. Morgenritualet er i fuld gang. Alle staar de ifoert skoleuniformer og synger pligtskyldigt med paa nationalsangen, mens det kenyanske flag hejses paa den intermistiske og noget vakkelvorne flagstang. Seancen afsluttes med en kort boen, og saa er dagen skudt i gang. Boern stormer i alle retninger. De yngste, dem under seks, benner mod nursery, hvor de laerer at sige alfabetet i kort og skrive tal med kridt paa betongulvet. De aeldre saetter kursen mod deres respektive klasselokaler, for at finde penne og kladdehaefter frem fra pultene.
Paa laerervaerelset klumper alle 8 laerer plus os fire muzunguer sig sammen. Alle er faerdige af grin over brighets nye haar. Ikke fordi det egentlig er saerlig sjovt, men bare fordi folk griner meget, og isaer meget ad hinanden. Alle laererne er unge og laerervaerelset er en vaerre hoensegaard. Ingen har travlt med at starte undervisningen. Kennedy er allerede faldet i soevn paa sin plads lige inden for doeren. Han underviser de aeldre klasser i matematik, et hverv han varetager sovende paa laerervaerelset, i ny og nae afbrudt af en elev med et kladehaefte, som han saetter nogen roede streger i.
Hilda, den 24-aarige headmisstres, er syg i dag. Hun er kolideret med en af de fuldstaendig hazarderede boda bodaer, og har slaaet sit knae. Katrine og jeg bliver bedt om at overtage hendes engelsklektion i 6. klasse. At vi er fuldstandig uforberedte er intet problem. Hakuna matata. Det gaelder bare om at foelge bogen slavisk.
"Goodmorning" siger vi automatisk da vi traeder ind i klassen, og straks flyver alle 20 elever op fra deres pladser og udbryder i kor: "Goodmorning teachers." Damn, jeg bliver lige forskraekket hver gang de laver det nummer. Fristes altid til at gentage mit godmorgen, bare for at se hvor mange gange jeg kan faa dem til at springe op og staa ret. Ogsaa denne gang holder jeg mig dog i skindet, og opfoerer mig som den respektable laerer jeg skal forestille at vaere. I min knaelange, blomstrede nederdel og min solblegede t-shirt stoerrelse tre numre for stor, ligner jeg sgu ogsaa meget godt. At statuere et godt eksempel for boernene indebaerer ifoelge den kenyanske regering at ligne en kontorassistent paa +45.
Lektionen forloeber som forventet uden drama. Ungerne laeser i kor op af den forberedte tekst, der efter alle paedagogikkens regler gennemgaar vigtigheden af, at tandlaegen bruger engangskanyler for at undgaa aidssmitte. Efter boernenes sorte taender at bedoemme, tvivler jeg dog paa at de nogen sinde har sat deres ben paa en tandlaegeklinik. Aids er grunden til at de fleste bor paa hjemmet, men mon ikke en tekst om kondommer havde vaeret mere paa sin plads? Skidt med det, deres engelske ordforraad taget i betragtning, har jeg alligevel svaert ved at forestille mig, at de har fanget pointen.
Vi slutter timen, da min mave begynder at rumle faretruende. Trods adskillige detaljerede skemaer paa laerervaerelset, er det endnu ikke lykkedes os at gennemskue dagens rutine, og hvem der skal have hvilke fag hvornaar. Det har vist sig at vaere et gennemgaaende tema her i kenya. Formaliteter og pertentligt bureakrati i hobetal synes at vaere maaden hvorpaa man daekker over det altomfattende kaos der hersker. Ergo bestemmer vi selv hvornaar timen slutter, og det goer den nu, for laereren er sulten. Det maa ungerne foroevrigt ogsaa vaere. Jeg har trods alt sat et temmelig solidt morgenmaaltid til livs hos mama, mens deres morgenmad bestaar af en kop te med maelk fra mamas ko.
Jeg saetter kursen mod Margereths lille lerhytte, der fungerer som hjemmets koekken. Sort roeg vaelter ud af alle hullerne i hytten, og da jeg stikker hovedet ind af doeren, kan jeg kun svagt ane Margereth boeget over den store gryde paa ildstedet. Menuen staar ikke overraskende paa boenner og majs. Det goer den hver dag.
Jeg tilbringer adskillige timer i margereths hytte, og i haelene paa margereth. Ikke fordi jeg er til synderlig hjaelp. Med mine ti tommelfingrer og europaeiske foragt for fysisk arbejde, er jeg bidrager jeg mest til underholdningen. Men jeg synes margereth er sej. Hun er den ene halvdel af caretakerstaben, der tager sig af de firs boern paa hjemmet. Siden mama grundlage stedet for seks aar siden, har hun tilbragt dag og nat bag de groenne murer. Om natten sover hun paa den 30 km2 store sovesal sammen med de 40 drenge og om dagen knokler hun som en okse med at lave mad, vaske toej, saa og hoeste groentsager i marken, hente vand ved floden og skruppe unger. Begrebet jernlady for helt nye dimensioner klistret paa hende. Forleden skulle Katrine og jeg foelge hende til moellen for at male majs til ugalimel. Ugali er uden tvivl omraadets nationalret, og alle som en priser de den som noget ganske delikat. Personligt giver jeg ikke meget for majsmel tilsat vand, kogt over ilden til det faar konsistens som mursten. Da vi havde fyldt de 40 kg toerrede majs i en saek, begyndte jeg at kigge mig om efter det aesel som uden tvivl maatte vaere lige paa trapperne til at transporterer vores last. Men margereth svingede nonchalant saekken op paa hovedet og svansede de tre km til nabolandsbyen med moellen, mens Katrine og jeg svendende halsede efter.
Efter at boernene har kvaernet deres boenner og ris, forsaetter dagen med matematik, science, engelsk og kiswahili. Hen paa eftermiddagen vaagner kennedy op, laererne gaar hjem og skemaet byder paa fri leg, inden den staar paa ugali kl seks (eller der omkring). Fri leg bestaar mestendels af at hente vand ved floden og vaske toej, men der bliver ogsaa tid til sanglege, fodbold og leg med muzunguerne.
Det er en temmelig saelsom tilvaerelse vi foerer her, vi forundres og forbloeffes. Ofte ryster vi uforstaaende paa hovedet, og nogen gange faar jeg lyst til at stampe i jorden og skraale af mine lungers fulde kraft: "jeg trives bedst med hvide mennesker.." Men det meste af tiden er her uforklarligt fantastisk og ufatbart smukt.

Ankomst til Vihiga Childrens Home

"Greet the visitors" buldrer Mama Presilla, og alle 120 boern bryder ud i sang. Det er svaert at finde en grimasse der passer, jeg ved sgu ikke om jeg skal grine eller graede. Her sidder vi, fire kridhvide muzunguer, baenket paa raekke med hver vores aeres glimmerlamettekaede rundt om halsen. I et spiltsekund tror jeg scenriet er en stor practical joke. Men nae nej, det er dead serious, og det er til aere for os. Man skulle tro vi var selveste ambassadoer Danmark og ikke bare fire ulandsfrivillige fra Mellemfolkeligt Samvirke. Mest af alt foleler jeg mig som en nykaaret derbyvinder.
Boernene danser og synger for os, jaevnligt afbrudt af Mama Presilla, der kommanderer os til at posere for fotografen, der er hyret i dagens anledning: muzunguer foran primary school, muzunguer foran secondary school, muzunger foran the staff. Han knipser loes paa kameraet der maa vaere fra foer krigen. Arrangementet fortsaetter og fortsaetter. Nye danse, nye sange, nye udklaedninger. Boernene er henrivende, men varmen og det paatvungne happyface, med begyndende tics i mundvigen, goer det svaert for alvor at nyde showet. Paa et tidspunkt skal vi ogsaa op at danse, det hele er sgu ret akavet som vi staar der og rokker stift fra side til side med hver vores lametta glimmerhelvede om halsen.
Maaske er det ogsaa bare fordi vi alle er lidt matte i koderne oven paa et par begivenhedsrige doegn. For 24 timer siden forlod vi en Nairobi, og trygheden bag de tykke murer med pigtraad paa ms hovedkontoret, med destination vores nye afrikanske hjem. Alt hvad vi vidste var at vi skulle bo i en landsby naer kisumu ved viktoriasoens bred. Vi skulle bo hos Mama Presilla, stifteren af det boernehjem vi skulle arbejde paa.
Busturen vestpaa gik gennem fantastisk kenyansk landskab; Rift Vally med forrevne klipper og frodige dale, stoevede oerkenlignende landskaber med klynger af palmehytter og flokke med aesler, savanne med zebraer og aber langs vejen og frodige regnskove med alverdens eksotiske fugle. Efter 9 timers rystetur paa til tider elendige veje, paastod chaufoeren pludselig at bynavnet vi har faet kradset ned paa en lille lap ikke eksisterede paa busruten. Shit man! Han smed os af ved naermeste stop, og vi befandt os midt i ufortyndet Afrika. En myretue af en markedsplads. Alt var meget mere fremmed end hidtil paa vores rejse. Lugtene var mere krydrede, luften var mere stoevet, og vi vagte langt stoerre opmaerksomhed en tidligere. Faktisk stillede den ganske markedsplads sig op og stirrede paa os, som vi stod der, fire muzunguer med alt for store rygsaekke, for foerste gang paa egen haand i Afrika. Efter en hel dag i en varm bus, uden hverken vaadt eller toert (saa godt som), var det naesten til at begynde at tude over. Men det kan vist ikke nytte, gloning synes at vaere nationalsport paa disse kanter. Moerket begyndte at falde paa, og selvom vi helt sikkert ikke var i fare, var det alligevel lidt skraemmende. Heldigvis fik Mama Presilla hurtigt lokaliseret os. Hun moedte os med en ordentlig afrikansk krammer, saa jeg et oejeblik frygtede at fare vild i hendes kaempe barm. Presilla er en rigtig afrikansk mama - traditinally buildt - stor og fyldig.
Hun tog os med gennem det frodige bakkede landskab, hvor bananpalmer gror side om side med avokado og mango, og hvor bjerge og viktoriasoe skimtes i i det fjerne, til hendes lille hus i udkanten af landsbyen. Det er et udemaerket lille hus, stoppet til bristepunktet med sofaer og laenestole.
Det lidt maerkelige velkomstshow til trods virker det somom vi er havnet paa en rigtig lille perle. Der er meget mere jeg gerne vil fortaelle om, maden, familien, boernehjemmet, boernene, etc. etc., men det for vente, for computertiden her er sparsom.

Foedselsdag og fattigdomsturist

Nairobi slaar benene vaek under en. En stank af raad boelger ind gennem vinduet i den overfyldte matatu. Samtlige vesterlaendinge, det vil sige alle 13 ms'ere, holder sig panisk for naesen. De lokale lader sig ikke maerke med noget. Raggae brager ud af de skratende hoejtalere, men vi bevaeger os ikke ud af flaekken. Traffiken er fuldstaendig vanvittig her. Alle raaber og gestikulerer med arme og ben. Matatuer dytter, cykler, tungt laesset med bjerge af doede kyllinger, klaser af bananer, boern og bedstemoedre, zikzakker mellem taxier og gadeboder, politibetjente floejter arrigt og sveder i deres uniformer, en kroebling krydser gaden paa haender og knae. Midt i virvaret sidder vi. Fanget paa River Road mellem paa den ene side en skraldevogn, der stinker vaerere end 20 roskilde festivaller, og paa den anden side en bil, som nogen faa minutter inden vi skulle passere, valgte at parkere paa tvaers af to koerebaner, for derefter at pille hjullene af. Med megen snilde faar vores chauffoer mingeleret matatuen ind mellem de to forhindringer. Der er ca. 2 cm paa hver side. En politibetjent synes oejensynlig hans rolle i sceneriet har vaeret for lille. Han kommer farende og lover baal og braend og arrestationer til alle. Nogen stikker ham en haandoere, og han forsvinder igen. Som saa mange andre steder i Afrika er korruptionen naesten ikke til at skaere sig igennem her i Nairobi.

Selvom vi kun har vaeret i Kenyas hovedstad i faa dage, foeles det som en evighed siden vi dykkede med havskildpadder og svoemmede med delfiner i turkuisblaat hav paa Zanzibar. I dag er det min 21 aars foedselsdag, og vi er paa vej til Pumvani, et af verdens fattigste slumkvartere.
I udkanten af byen hopper vi af matatuen. Middagssolen staar hoejt paa himmelen, det er stegende hedt. Luften er tyk af stoev, der sviger i oejnene og faar udsigten over de mange blikskurer til at flimre. Der er et mylder af liv. Overalt er der mennesker. En flok maend staar samlet om et bord med et faarehoved og en hel bunke tarme. Stanken er naesten uudholdelig og spyfluerne flokkes. Ved siden af er en flok drenge ved at fikse noget der vist engang var en cykel. Alle steder er koner igang med at vaske toej; farvede kangaer og lasede skjorter. Geder og kalkuner roder i de enorme bunker af skrald. En fyr dingler rundt med en daase lim. Indtrykket er massivt. Der er et virvar af boern i alle stoerelser. Lynhurtigt omringer de os. De vil alle roere ved vores haar og holde os i haanden. Vi har en hale efter os hele vejen rundt i slummen. Er det saadan det er at vaere fattigdomsturist?? I starten foeler vi os alle utilpas. Fattigdommen og stanken staar i skaerende kontrast til vores gode tevasandaler og nyvaskede haar. Men overalt hvor vi kommer moeder vi smil. Jambo jambo raaber de og vinker.