Dagbog fra Kilimanjaro

Dagen foer dagen
Bag Arushas tage, et sted i taagen, troner Kilimanjaro. Usynligt bag det taette sloer af skyer. Med sin 5896 meter hoeje snedaekte tinde er det kontinentets kaempe. I dag er vi moedtes med ekspeditionens oevrige medlemmer. Vi er i alt 8 mzunguer, alle forhenvaernde frivillige fra mellemfolkeligt samvirke. I morgen starter turen mod toppen. Katrine og jeg har debatteret emnet i maanedsvis, men her paa falderebet melder spoergsmaalene sig alligevel i tusindtal: Klarer vi de 5896 meter uden hoejdesyge? Kan man virkelig sove i telt i -10 grader? Er det muligt at bestige et bjerg med ikke-eksisterende kondi? Hvor skaffer man vandrestoevler i Afrika? Er der mon toiletpapir paa toppen?
Jeg har desuden stadig feber, ondt i halsen og oererne. Aflagde besoeg hos autodidakt og hoejst suspekt udseende doktor i eftermiddags, for at faa taget malariatest. Fik udleveret fedtet lap med ordene: "No Malaria seen" og valgte at ignorere den noget utrovaerdige procedure: laegen havde blot tappet lidt blod, holdt draaben op mod lyset fra vinduet og toert konstarteret proeven negativ, for straks efter at rette opmaerksomhed mod Shakira, der lidenskabligt snoede sig paa fjernsynsskaermen. Det er nok bare lidt pre-hoejdesyge.

1. Etape
Kl. 12.30: Strees fra morgenstunden. Denne ekspeditioner maa slaa alle rekorder i utjekket bjergbestigning. Alle 8 har vi valgt at udskyde anskaffelse af udstyr til sidste sekund. Mens bus fuld af guider og baerere ventede ude paa vejen, udspillede kaos af udstyrscirkus sig paa vores guesthouse: Hvorfor er der kun fire regnjakker? Har nogen set fleecebukser str. small? Hvor er den orange hue med kvast? Er der nogen der har set pandelamperne?
Er nu endelig klar til afgang, kun et par timer forsinket. Har ikke den fjerneste ide om hvorvidt vi har husket det hele. Men smarte er vi, ifoert dynejakker str tre numre for store i diverse skrigende farver samt elfanthuer med kvast.

Kl.22.30: Puha. Moerbanket i den ganske krop. Har vandret 17 km gennem tropisk regnskov paa bjergets nedre skraaninger. Havde ifoert mig fuldt bjkergbestigningsoutfit og svedte trant. Der er jo ikke -15 grader i bunden, ida. Men eventyrligt smukt; vaeg af traer, loev og lianer taet til begge sider, et net af grene for oven, solens straaler spillende i den groenne bevoksning. Aber og sommerfugle langs stien. Moerket faldt paa undervejs, og vi maatte famle os de sidste kilometer i lyset fra en enkelt pandelygte. Er traet, svedig og med kolde traer. Glaeder mig til min sovepose.

2. Etape
Kl. 06.30: Vaekket af Oscar, baere paa det 20 mand staerke hold som skal hjaelpe os mod toppen, der stikker hovedet ind i teltet: The, kaffe eller varm kakao? Dette er virkelig Kilimanjaro de luxe. Kaster blik ud af teltaabningen. Udsigten er smuk, smuk. Alt drypper af fugt. I det fjerne sees forrevne klippetoppe mod blaaviolet morgenhimmel. Gad vide hvad dagen vil bringe?
Kl. 14.30: Har slaaet lejr i 3850 meters hoejde. Waow, det er vildt. Taagen sniger sig tykt om telte og klippefremspring. Kan kun se 20 meter klart, resten fortoner sig til svage konturer i disen.
Vi forlod lejren i morges i hoej solskin. Over os taarnede snedaekte tinder, under os hang solsbeskinnede skyer. Vi har krydset traegraensen nu. Den tropiske regnskov er erstattet af klippelandskab klaedt i laug og smaa hvide blomster. Her og der klukker smalle kilder og over os skriger et utal af store, sorte ravne.
Kan hoere stemmer fra de andre lejre et sted i taagen. Man kan vist ikke paastaa, vi har bjerget for os selv. Her er ingen hoejlydte italienere i hotpants eller ivrigt pegende japanere badet i blitzlys. Men her er mange mennesker. Kun en broekdel af dem er trekkere. Resten er guider, baerere og kokke. Os 8 mzunguer alene har et 26 mand staerkt crew, bestaaende af guider, baerere og kokke, til at hjaelpe os mod toppen. Det springer illusionen om at vaere alene midt i storslaaet natur, men jeg priser mig alligevel lykkelig for at det er forbudt at baere sin egen taske, ligesom jeg nyder at blive vaekket med varm the hver morgen. Om lidt er der aftensmad ved det masaitaeppeklaedte spisebord i vores lille faellestelt.

3. Etape
kl. 16.00: Sidder paa klippefremspring i slugt. Har en mur af taette skyer i rygen og udsigt gennem slugt til landsby 3800 meter under mig. Solskin i ansigtet og vind i haaret. Hoere P.J. Harvey - We Float og foeler mig alene i verden. Haevet over tid og sted heroppe i de tynde luftlag paa Kilimanjaro. Saa langt ojet raekker er sparsom vegetation i matte farver. Der er noget evighedsagtigt over dette landskab. En duft af lyng og kold, frisk luft. Har lige spist popcorn og drukket the i lejren.
Formiddagens del af etapen boed paa hoej sol. Forude knejsede bjergets hoejeste tinde, Uhuru Peak, smuk og frygtindgydende. Der er godt nok langt igen! Landskabet har endnu engang aendret sig drastisk. I omkring 4600 meters hoejde strejker brune sletter med sporadisk spredte klipper sig som uendeligt maanelandskab. Goldt, dystert og forrevent. Temperaturen er ogsaa faldet. Vinden bider i naese og kinder nu. De fleste af os har maerket trykken for tindingerne, kvalme og en smule svimmelhed som konsekvens af den iltfattige luft heroppe i hoejden. Krydser fingre for at alle naar toppen, selvom oddsene for det ikke er store. Otte ud af otte er naesten for meget at forlange. Vi har slaaet lejr lidt laengere nede af bjerget for at oege chancerne.

4. Etape
Kl. 12.00: Spiser frokost - spaghetti og koedsovs- ved bjergets sidste vandkilde. Solen skinner fra en skyfri himmel, men en bidende vind fyger gennem lejren. Har forseret bjergvaek denne formiddag. Maa indroemme det var en anelse adrenalinproducerende at haenge der paa siden af bjerget med det frie fald som eneste sikkerhedsnet.
Kl. 17.00: Efter frokost bevaegede vi os i sneglefart og absolut tavshed laengere op ad bjerget. Hoejden goer det svaerere at traekke vejret nu. Bliver forpustet bare af at binde snoerebaand. Men nu er vi her. Base Camp. Lejren inden den enelige etape mod toppen. Stemningen er sitrende og lidt nervoes. Alle proever at gennemskue omfanget af strabadserne der venter. Vi har allerede gaaet i 8 timer i dag, her i campen kan vi hvile et par timer og engang omkring midnat forsaetter vi saa turen mod toppen. Synes aerlig talt det lyder som et urealistisk projekt. Skulle det nu vaere moderne at bestige bjerge om natten.
Haaber vi alle kan faa lidt soevn. Det er koldt. Saa snart man sidder stiller bliver kroppen stiv af kulde. Og mine foedder lugter ubeskriveligt daarligt. En stank af salmiak og sved fylder teltet. Hygejne er haevet over alle regler og normer her paa bjerget. At vaske sig eller skifte toej virker som selvmordsforsoeg i disse temperaturer. Guiderne paastaar godt nok det skulle hjaelpe paa hoejdesyge at vaske sig lidt, men der saetter jeg graensen.

5. Etape
Kl. 11.00: Solen staar nu atter hoejt paa himlen. Jeg tager mine vandrestoevler af og prover at puste lidt liv i mine stivfraasne taeer. Det foeles rart med solen i ansigtet. Saa bestaar verden altsaa stadig. Det har vaeret den haardeste, koldeste og mest uvirkelige nat i mit liv. Vi blev vaekket kl. 23 med to kiks og en kop varm vand med sukker. Stjernehimlen var fantastisk. Netop som vi begav os fra lejren op ad bjerget stod maanen op. Ifoert pandelamper og alt hvad vi kunne skrabe sammen af varmt toej, sneglede vi os af stejle stier. Stigningen var ret haeftig. 1200 meter paa seks kilometer. De fleste havde trykken fortindinger, mange havde kvalme. Astrid maatte flere gange stoppe for at braekke sig og Maria lignede en der kunne have sovet staaende. Alt sammen symptomer paa at mennesket ikke er beregnet til saa tynde luftlag. I starten holdt vi jaevnlige drikke og tissepauser. Hurtigt blev det dog for koldt at staa stille, og ingen havde rigtig lyst til at pille de mange lag toej af for at saette sig i sneen. Da Magnus efter nogen timer maatte udskyde fortsaettelsen forsvandt halvdelen af vores guider med ham. De synes vist ikke toppen var synderligt fristende den nat. Saa var vi kun en guide, to baerer og syv mzunguer. Regnede i mit stille sind lidt paa hvordan det skulle haenge sammen hvis de skulle baere os ned en af gangen. Jo naermere vi naaede toppen, jo flere moedte vi der maatte slaebes ned, bevidstloese af hoejdesyge. En belgier sluttede sig til vores trup. Hele hans selskab, tre guider og fire franske marathonloebere var vendt om med hoejdesyge. En var i livsfare. Alle ventede vi paa det skulle ramme os ogsaa. Forrest begyndte ogsaa vores guide at slingre noget og nogen hundrede meter fra toppen lagde han sig ned for at tage en lur i sneen. Efter lidt overtalelse indvilligede han i at fortsaette, men vi var nogen, der foelte os lidt ubehagelige til mode ved tanken om at ekspeditionens ansvarlige opfoerte sig som havde han roeget ikke saa faa joints.
Endelig, netop som solen stod op over bjergsiden, naade vi toppen. 7 kolde og meget haarde timer efter vi havde forladt base camp. Desvaerre viste det sig at vaerre den falske top, og den opgaanede sol, vis varmende straaler vi havde set frem til hele natten, druknede i snestorm. Efter serioese overvejelser om at afblaese eskpeditionen og starte turen ned, samlede vi vores sidste kraefter, og fortsatte mod den rigtige top. Vinden fygede og sneen laa meter tyk mens vi kaempede os langs kraterkanter og enorme gletchere mod uhuru peak. Endelig naaede vi frem til det afskallede skildt der markerede uhuru Peak, toppen af afrikas hoejeste bjerg. Vi skyndte os at tage de obligatoriske billeder med istapper i skaeg og naesebor, og begyndte tumlende nedfarten. Alle euforiske og temmelige uforstaaende.
Vi klarede den sgu - alle 8. Kigger op mod toppen fra base camp. Herfra virker det urealistisk at vi nogensinde har befundet os deroppe. Er saa traet at jeg ikke engang kan overskue at laegge mig ind i teltet. Om faa timer har vi endnu 10 kilometers nedfart at tilbagelaegge. Heller ikke i denne hoejde er det sundt at opholde sig ret laenge.

Civilisation igen
Arusha igen. Lugter af saebe. Har rene negle og haar der ikke klistrer til panden som fedthjelm. Maerkeligt at vaere tilbage i civilisationen igen efter seks dage i tynde luft lag paa kilimanjaros skraaninger. Nedstigningen var haard. Laar, balder og knae gav ondt i den halvanden dag vi tumlede ned af bjerget. Det er stadig helt uvirkeligt at vi faktisk gjorde det. Vi besteg Kilimanjaro. Heldigvis er vi blevet udstyrt med certifikat som bevis paa vores bedrift.
Nu skal vi ud og drikke oel og nyde at kunne sidde stille uden at vaere ved at doe af kulde.

Afsked med boernehjemmet

Allerede inden vi naar ud paa stien, har den vaade jord dannet hoeje plateauersaaler under skoene. Det har regnet kraftigt i loebet af natten. Graesset damper af fugt i den tidlige sol og store tunge regndraaber falder fra mangotraeet uden for mamas hus.
Vi runder haekken og kommer ud paa stien. Jeg kaster et blik mod hoejre. Moerke konturer af traetoppe knejser i den stadig morgentunge dis, der daekker dalen, som klippeskaer i vindstille hav. Bagerst haever bjergene sig, moerke og kompromisloese markerer de denne verdens ende. Vihiga, hertil og ikke laengere. Fra spredte hytter langs stien stiger tynde roegsoejler mod himlen. Klargoering af morgentheen er i gang. Lugten af roeg blander sig med duften af eucalyptus og vaad jord. De sidste tre maaneder har jeg naesten hver morgen gaaet af denne sti. Udforsket det vidtforgrenende netvaerk af smaa stier, op og ned af bakkedale, tvaers gennem themarker og over smaa vandloeb. Lydkulissen er fantastisk. Haner galer om kap med koeer, der kalder paa morgenmad, mens rytmen af trommer breder sig i morgentaagen. Morgenritualet gentager sig hver eneste morgen. Jeg kender det efterhaanden rimelig godt. Moeder altid samme uniformklaedte boerneflok i stiens foerste kurve. Hilser paa de samme arbejdere i marken, foeleges med den samme kvinde op af bakken paa vej mod den lille butik paa toppen, hvor hun saelger maelken fra dagens foerste malkning.

I dag er anderledes. Ingen morgentur. Vi drejer til venstre, ned mod boernehjemmet. Vi har begge sovet daarligt og veksler ikke mange ord paa vej ned af stien. Det er d. 27. maj, dagen for vores afrejse.

Vi traeder ind af de groenne porte. Boernehjemmet ligger mennesketomt paa den anden side. Ikke at ansigt at se. Vi gaar ned mod sovesalene. Luften omkring dem er tyk af sovestemning. Langsomt, meget langsomt dukker smaa sorte hoveder op bag vinduernes net. Soevndrukne sniger de sig ud paa terassen. Skutter sig i den kolde morgenluft. De liner op paa raekke, en noget betuttet flok. Alle stirrer de ned i jorden. Hvad fanden skal vi sige? De ved godt det er afskedstid. Hele ugen har det ligget i luften. Det har ikke vaeret let at forklare hvorfor vi rejser. Der er ligesom ikke nogen rigtig gode argumenter. Opgiver at sige noget bevinget. Klumpen i halsen er ogsaa i vejen. Det foeles helt forkert. Dels fordi vi kommer til at savne folk rigtig meget, fordi afskeden er svaer. Men ogsaa fordi kontrasterne i denne tidlige morgentime er kvalmende klart trukket op. Naar vi om lidt gaar ud gennem porten for sidste gang, gaar ungerne i gang med deres morgenritual. Vasker gulvet i sovesalene, fejer verandaen, ordner klasselokalerne. Hverdagens rutine fortsaetter, triviel og fuldstaendig upaavirket af vores ophold her. Oppe i Mamas hus venter vores pakkede rygsaekke. De er lastet med soveposer, vandrestoevler, bikinier og solcreme. Forude venter os maaneders rundrejse paa det afrikanske kontinent. Urimeligheden gaar lige i maven. Vi kunne godt blive her, donere pengene til boernehjemmet og hjaelpe med at vaske toej og plante guleroedder et par maaneder endnu. Men det goer vi ikke. Vi end ikke overvejer det. De sidste tre maaneder har vi haft faelles hverdag, men vores verdener er to forskellige. Katrine og jeg glaeder os til at vende tilbage til vores egen verden. Selvom den daarlige samvittighed ikke er til at ignorere, glaeder vi os til naeste punkt paa dagsordenen: bestigning af kilimanjaro, Afrikas hoejeste bjerg.

Markedsstemning

Et kenyansk marked er et inferno af farver, dufte og lyde. Folk valgfarter til marked fra naer og fjern. Der handles og saelges, nyheder og sladder udveksles, gaderne sprudler af liv.
Her er lidt billeder fra vores lokale marked i Mbale.

Historien om Mama Presilla

Mama Presilla i egen fyldige person

Mamas stedmoder i Mzee Kavarenges hus

Jessica - en af mamas utallige soeskende

Udenfor staar den storte kenyanske nat paa spring. Moerket kommer ikke snigende her, skumringen eksisterer ikke. Natten falder pludseligt. Den breder sig som et tykt taeppe over bakker og dale, mennesker og dyr. Efter solnedgang holder man sig inden doere. Moerket skjuler mange farer, jordiske saavel som magiske. Vi sidder om det store bord i stuen. Mama, Katrine og jeg. Kun en lille vaeglampe braender. Mama insisterer paa at lade den store lampe over bordet haenge ubrugt hen. Al den elektricitet faar hende til at svede, siger hun. Hverken Katrine eller jeg kommer med indvendinger. Mama Presilla saetter man sig ikke op imod. Vi misser med oejnene og fortsaetter vores arbejde i det svindende lys. Anstrenger os for at sortere samtlige musselort og minikakelakker fra bunken af groenne boenner. Der staar greengrums paa aftenens menu.
Mama troner for enden af bordet. Selv efter afrikansk standart er hendes fremtoning imponerende, naesten skraemmende. Skyggerne fra vaeglampen danser i hendes rynkede ansigt. Det strejfer mig, at mama maa vaere det mest lysende bevis paa at mand og gorilla deler ikke saa faa gener endda. Hendes ansigtstraek er grove og naar hun gaar laener hun overkroppen en smule frem, mens hun svinger sine overgennemsnitligt lange arme fra side til side. Efter at have delt maaltider med Mama de sidste tre maaneder, kender jeg historien bag stoerrelsen. Hun fortaerrer uden besvaer en hel kylling, fra hanekam til hoensefod.
Men det er ikke kun Mamas fysiske format der imponerer. Hvad Mama fylder i rumfang, matcher hun fuldt i autoritet og handlekraft. Hendes historie er ganske udsaedvanelig. Fra en traditionel kenyansk barndom bevaeger den sig til en ungdom i den kolde krigs rusland. Sidenhen forsaetter den til Tyskland, hvorfra den krydser Atlanten til det forjaettede Amerika.

I Mzee Kavarenges hus
Men historien begynder her. I Vihiga. Blandt bannanplantager og themarker i en lille landsby paa naeste bakketop. Hvornaar den praecis tager sin begyndelse er uvist. Mama kender ikke sin alder, men hun maa vaere i starten af de 70.
Unge Presilla voksede op som midterste led af Mzee Kavarenges ottehovedede boerneflok. Kavarenge forsoergede, som de fleste andre, sin familie ved at dyrke jorden. "Han var en klog mand, min fader" siger Mama uden at fjerne blikket fra boennerne. "En af de faa i hans genration der kunne laese og skrive. Vi led ingen noed. Vi fik endda mad tre gange om dagen." Jeg skaever op mod det blegnede fotografi i guldramme, der haenger bag Mama. Mzee Kavarenge stirrer brysk igen. I panden taelles fire folder. Mamas grove traek kommer ikke fra fremmede.
Da Mama var omkring 8, mistede hun sin mor. Paa vej til marked traadte hun en sten op i foden og doede kort efter af infektionen. Det er ikke en historie Mama dvaeler meget ved. Der er intet odioest ved den, saadan var det bare. Traditionen tro giftede Mzee Kavarenge sig igen, saa snart han havde skaffet koeer og hoens nok til at betale brudeafgift. Men Mama og hendes soeskende var heldige. Den nye kone jog dem ikke paa porten, hun lod dem blive paa compounden og de fik endda lov til at spise med ved bordet. Saadan gik det til at Mama kunne fortsaette sin skolegang, selvom hun efter kenyansk tradition var foraeldreloes.
Den unge Presilla var flittig. Straks efter at have afsluttet grundskolen, blev hun ansat som laererinde paa landsbyens skole. Med pengene hun tjente kunne hun sikre at ogsaa hendes yngre soeskende fik en uddannelse. "og" siger Mama og kigger op "jeg soergede endda for at der kom rigtigt tag paa min faders hus." Lidt efter tilfoejer hun: "Det var de foerste ironsheeds i landsbyen." Katrine og jeg nikker hoefligt imponeret. Den histrorie har vi hoert et utal af gange.


Kastebold fra oest til vest
Alt i mens unge Madam Presilla knoklede for at uddanne sine soenskende og taglaegge sin faders hus, udkaempedes andre, langt mere komplekse slag paa den verdenspolitiske scene. Anden verdenskrig var slut, og paa det afrikanske kontinent havde de to nye supermagter indledt et magtkaploeb, der for alvor gjorde den kolde krig varm. De nyligt uafhaengige afrikanske stater blev kastebold mellem oest og vest. Som led i en kommunistisk propagandakampagne tildelte Sovjet uddannelseslegater til unge, lovende kenyanere. Blandt foerste ladning kenyanere der blev sendt til den kommunistiske skolebaenk i USSR, var unge Madam Presilla. Mama fnyser hoejlydt ned i boennerne. "Jeg broed mig ikke om Rusland. Det var koldt og gennemkontroleret. Man kunne daarligt besoege nabobyen uden visum." Og hvad vaerere var, russerne insisterede, paa at Mama skulle laese historie. "Hvad skulle jeg med historie?" spoerger mama med aegte indignation. "Hvordan skulle jeg hjaelpe mit land, ved at laese om svundne krige og korstog?" Unge Presilla ville vaere socialworker. Men det kunne der ikke blive tale om. I USSR var det ikke tilladt for udlaendinge at besoege private hjem. Madam Presilla lod sig dog ikke diktere, end ikke af Stalin. Hun ville vaere socialworker. I seks kolde maaneder foregav hun flittigt studere historie, alt imens hun arrangerede en flugt til vesten. Med hjaelp fra den amerikanske ambassade lykkedes det hende at smugle sig med et tog tvaers gennem oestblokken til vesttyskland.
I kapitalismens vesttyskland blev Mama sendt til en lejr for kommunismens flygtninge. "We really had a great time there" siger Mama og smiler fjernt. "Lots of games." Eftertaenksom stilhed foelger. Katrine og jeg helliger os boenner, kakkerlakker og musselort. Saa afsloerer Mama: lejren bestod af lutter afrikanske maend. Unge Presilla modtog ikke saa faa kaerestebreve og tilbus om giftermaal. Men Mama gav dem ren besked: "You should be happy to have a sister who is hungry for education and not for men!" Det var dog kun den halve sandhed. Presilla var allerede daekket ind. I landsbyen vendtede Mr. Agesa.
I en tid plukkede Mama blomster i Vesttyskland og sendte loennen hjem til familien i kenya. Titlen som social worker var dog stadig maalet, og der skulle ikke gaa laenge inden Mama havde faaet fingrende i et saadant schoolarship. Efter et halvt aar i Europa, krydsede Mama atlanten med kurs mod mulighedernes land, det forjaettede Amerika.
Tiden i staternes stat staar rosenroedt i Mamas hukommelse. Her lykkedes det hende endelig at faa den uddannelse, hun hungrede efter, og hun noed godt af amerikanernes gaestfrihed. "Alle elskede mig" siger Mama og smiler tilfreds ved tanken. Beskedenhed er ikke en dyd i Mamas univers.


Socialworker og verdenskvinde
Ni aar efter at Mama havde sagt farvel til sin familie og forladt det afrikanske kontinent, vendte hun hjem til Kenya. Denne gang som socialworker og verdenskvinde. Unge veluddannede kenyanere var der rift om i den nyudklaekkede stat og madam Prisilla bevaegede sig med torpedofart op gennem et omfattende og snoerklet kenyansk bureaukrati. Madam Presilla var nu er velkendt og velanset ansigt over hele den vestlige del af kenya, kendt og respekteret for sine for sine kampagner til bekaempelse af fattigdom. "Der er ikke den kenyanske praesident jeg ikke har trykket i haanden" siger Mama stolt. Selvom den praesidentielle liste som foelge af korruption og magtliderlighed kun taeller tre, er det et punkt paa cv'et, de faereste kenyaske kvinder kan bryste sig af. Derfor har Katrine og jeg ogsaa tillagt os den vane, at praesentere os som Madam Presillas visitors, hvor end vi befinder os i Kenya. Det udloeser som regl genkendende smil og masser af goodwill. Madam Presillas mzunguer goer man klogt i ikke at krumme haar paa.

Paa sine gamle dage nyder Mama Presilla sit otium naer sin barndomsbiotob i Vihiga.
Efter aartusindskiftet afsluttede hun sin vaernepligt som socialworker i det kenyanske statsapperat og gik paa pension. Men mama har ikke ligget paa den lade side, hun foejer en ny dimension til begrebet "det graa guld." For sin pension har hun startet boernehjemmet Vihigas Childrens home, som soerger for uddannelse, mad og tag over hovedet til 130 foraeldreloese boern.

Soede unger

Tilvaerelsen her

Tilvaerelsen her er saelsom. Nej tidloes. Tilvaerelsen her er tidloes. Enkelte ejer en mobiltelefon, et par af hytterne har fjernsyn, det roed-hvide coca cola-logo er at finde i hver en landsby, hver en flaekke. Men ellers gaar livet sin skaeve gang, som det har gjort i generationer - altid. Nairobi ligger nogen 100 km vaek, en 9-timers tur i bus, men reelt ligger hovedstaden lysaar vaek. Storbyen er et fjernt faenomen, paa en gang skraemmende og dragende. Den virkelige virkelighed er i her. I vihiga. Her lever folk af jorden, dyrker den, som de altid har dyrket den. Saar og planter paa de frodige skraaninger, nogen gange med okser, oftest ved haandkraft. Boennerne plantes, boennerne hoestes, boennerne toerres, boennerne baelges, boennerne spises, boennerne plantes paa ny. Alle hjaelper til. Traditionerne videregives i marken. Fra bedsteforaeldre til foraeldre til boern. Arbejdes gentages saeson for saeson, aar for aar, generation for generation. Samme taktfaste rytme. Som trommerne der kalder til kirke hver soendag.
Og uendelig. Tilvaerelsen her er uendelig. Saa langt oejet raekker boelger bloede bakker, daekket af groenne temarker, mens palmer hist og her vejer i vinden. Saa langt oejet raekker snor stierne sig, roede af afrikas jord. Nogen steder saa brede at 10 koeer kan vandre skulder ved skulder, oftere smalle, tit bare et enkelt dyrespor. Altid arrede af utemmelige klippefremspring og regntidens reglmaessige haergen. Sporadisk spredt langs stierne ligger compounds. Bedstemors hytte i midten, soennernes rundt om. En ekstra hytte til madlavning og dyrehold. Nogen hytter har tag af ironsheeds, nogen af palmeblade, men alle er de mudhuts, bygget af et mix af mudder og komoeg. Compounden myldrer med boern i alle stoerrelser, geder og koeer. Alle er i familie. Og familien forgrener sig til de omkringliggende compounds, hvor onkler og tanter bor. Og den forgrener sig videre langs de uendelige roede stier, bliver til storfamilier, klaner og stammer. Og familiebaandene raekker tilbage i tid. Forfaedre er en lige saa reel del af tilvaerelsen her, som maismarkerne, acasietraerne og viktoriasoen i det fjerne. Forfaedrene er begravet paa compounden. Hist og her vidner cementklodser om deres jordiske hvile. Til tider saa taet paa doeraabningen at man kun med noed og naeppe undgaar at traede paa dem. For jorden tilhoerer forfaedrene. Og skaebnen tilhoerer forfaedrene. Jorden og skaebnen haenger uloeseligt sammen. Der er jorden der skaffer mad paa bordet. Hvad der end maatte blive tjent af penge gaar til schoolfees til den talrige boerneflok. Her hersker ingen tilfaeldigheder. Udebliver regnen, slaar hoesten fejl, er det fordi man har lagt sig ud med forfaedrene. Dropper ens boern ud af skolen, skyldes det man er ramt af witchcraft. Her findes ingen aarsag-og-virkning, det er de hoejere magter der raader.
Fattigdommen er ikke ioejenfaldende her, den er ikke insisterende som i byens slumkvartere. Men den er altgennemsyrende. Den er det grundlaeggende livshvilkaar. I skrivende stund er ingen noed. Regntiden har vaeret gavmild, hoesten er i hus. Koeerne er sunde og producerer maelk nok. Men hvis regnen ikke falder, eller hvis endnu en kvaegepidemi haerger omraadet, saa kommer sulten. Den lurer altid under overfladen. Livets skroebelighed ligger i folks bevidsthed, fattigdom er en del af mentaliteten her. Har man penge bruger man dem, har man mad spiser man det. Man planlaegger aldrig frem i tiden. Morgendagens komme er alligevel uvis.
Midt i dette inferno af fremmedhed er vi, Katrine og jeg. Vi hoere ikke til her. Vores hud taaler ikke solen, vores oejne ikke lyset. Vi kan ikke drikke vandet og vi forstaar ikke sproget. Men vi skal vaere her i 3 maander, og vi skal helst goere en forskel. Folk tror vi er orakler eller heksedoktere. Eller i det mindste i besiddelse af en uudtoemmelig kilde af dollarsedler. Boernene paa boernehjemmet tror at vi i europa kan vaekke doede til live og goere negere hvide. Det er svaert at forklare at vi bare er to studerende fra Danmark. Det er i det hele taget svaert at forklare noget som helst paa tvaers af kulturer. Nok har vi et nogenluden brugbart engelsk til faelles, men vi har ingen faelles forestillingsverden. Hvordan fortaeller man f.eks. eventyr til boern, der ikke kender trolle og prinsesser? Tit og ofte maa Katrine og jeg bare kigge opgivende paa hinanden, ryste opgivende paa hovedet og acceptere at vi endnu engang ikke fatter et klap af, hvad der foregaar. Kulturelle codes kommunikeres i hieroglyffer her.
Det er fattigdommen der saetter graenser. Fattigdommen der goer at folk ikke gaar i skole og fattigdommen der dikterer haardt arbejde fra solopgang til solnedgang. Den kan vi ikke goere noget ved, overfor fattigdommen er vi ret magtesloese. Hjaelpe dem med at leve med fattigdommen kan vi heller ikke, det er de eksperter i. Foer jeg tog afsted havde jeg et billede af at skulle ned og sige: "Hvorfor planter i kun majs, naar i har den frodige jord? Kunne man ikke bruge ressourcerne bedre?" Men de ved allerede alt om at udnytte ressourcer til mindste boenne.De har generationers erfaring i at faa det bedste ud af de midler tilvaerelsen byder. Vi vidste det godt foer vi tog hjemmefra, men det er alligevel frustrerende at erkende naar man er her: Vi kan ikke goere den store forskel.
Men det vi ka.n goere, og det jeg haaber vi goer, er at goere hverdagen lidt mindre triviel for et par boern paa boernehjemmet. Og maaske aflive et par gensidige fordomme: Vi kan hverken vaekke doede til live elller goere negere hvide, tvaertimod sveder vi ligesaa traendt som de, naar vi arbejder i marken.