Blandt negere, hottentotter og afrikansk burrekrati

Den primitive, 30 personers flyvemaskine skaerer kystlinien, forsaetter ind over land og begynder at skrue sig mod jorden. Maskienen haelder kraftigit til venstre, og i kabinen mases vi mod hinanden, vinduer og armlaen. Frygter at vi i farten kommer til at barbere toppen af de utallige palmehytter vi paserer. Under os ses graesende geder og kvinder med vandkar paa hovedet. Saa lander vi... Zanzibar! Maalet for en 24 timer laeng rejse paa tvaers af kontinenter og tidszoner.
Da vi stiger ud af flyveren foeles det, som det maa foeles, at faa et koslik lige i fjaeset: varmt og meget fugtigt paa den klamme maede.

I den lille lufthavn maa vi acceptere, at vores bagage et sted paa ruten koebenhavn-zanzibar, ikke har fulgt trop. Det bliver vores foeste moede med det afrikanske burrekrati. Efter sigende uhyre patentligt og meget lidt effektivt. 12 mand hoej maa vi alle line op paa raekke, meget traette og temmelig klamme, for, en efter en, at marchere ind paa et lille kontor. Raekken bevaeger sig utroligt langsomt. Da det endelig bliver min tur, traeder jeg ind paa et meget nydeligt kontor. Her sidder to maend i jakkesaet. Paa kontoret maa jeg udfylde adskillige dokumenter omhandlende alt fra adsresser til beskaeftigelse. Derefter skal jeg, i diverse kataloger over bagageartikler, forsoege at udpege en rygsaek der minder om min. Slutteligt skal jeg lave en liste over, hvad tasken indeholder. Og det er ikke saa lidt, naar vi nu snakker bagage til et halvt aar. Endelig er seancen forbi, og jeg kan forlade kontoret, en smule forvirret over hvad den bagagekvittering jeg har haft med fra kastrup mon skal bruges til? Aabenbart ikke bortkommen bagage. Foerste lektion i the african style: hakuna matata - alle tasker skal nok dukke op.
Bagageloese hopper vi paa to minibusser, sammen med rikke og muddi, der er kommet for at hente os, og saetter kursen mod landsbyen paje og hoejskolen.

Turen ud af Stone Town, som er Zanzibars hovedstad, og tvaers over oeen, er afrika i face: et inferno af liv langs vejkanten. Maend i nydelige jakkesaet, paa cykler tungt lastet med alverdens skrammel, store stabler af brande, kasser og saekke. Mtatus fyldt til bristepunktet med kvinder, boern, geder og hoens. Unge maend der haenger paa siderne, faretruende gestikulerende med arme og ben. Lange butikskavalkader af blikskurer, hvor alverdens varer udbydes (og faldbydes): Bannaner, skrotjern, kurvetasker, laenestole i dyreprint og meget, meget mere. Jo laengere vi bevaeger os ud af byen, jo mindre hektisk bliver sceneriet. Langs vejkanten sidder nu smaa grupper af maend i traernes skygge, kvinder bager broed, smaaboern leger, mens de store bevaegger sig i uniformsklaedte flokke fra skole. overalt geder og faar.

Rigtig laid-back bliver det da vi nar frem til Paje og vores logi. Den store palmehytte ligger lige i vandkanten (naar altsaa ikke tidevandet har baaret havet halve kilometer vaek) og en koelig brise smyger sig gennem de aabne rum.
Ud paa aftenen ankommer ogsaa bagagen.
Jeg vil slutte foerste kapitel, for stroemmen gaar temmelig ofte.
Negerkys til alle jer derhjemme