Rejsebreve fra Østafrika: April 2007

Plus

Transportsektoren er klart en af de mere effektive her i omraadet. Selvom vores landsby ligger langt uden for lands lov og ret, og selvom vejene saerligt her i regntiden er i en horribel tilstand, er mulighederne for at komme hjem mange. Mest udbredte transportmiddel er boda boda'erne. Cykler forklaedt som taxaer, udsmykket med alverdens glitter og plastik. De eksklusive modeller er saagar udstyret med radioer, til at peppe lydkulissen op med en skoen blanding af raggae, muzungublues aka halvfemserpop og skrat. For den ringe sum af 4 kr kan man bestige bagagebaeret og nyde turen ad mudrede veje, op af bakker og ned af bjerge. Lider man af tidsmangel eller doedsforagt, kan man alternativt springe paa den motordrevne udgave. Paa piki piki'en gaar det over stok og sten, og man undgaar naeppe at ankomme stakaandet, en naer-doeds-oplevelse rigere og med foelesen af maaske at have klamret sig lige lovlig panisk til chauffoeren. Er man helt paa roeven kan man maaske overtale et af de mange aesler til at slaepe sig hjem..

Men traffiken er ene om at vaere hektisk her. Hakuna matata er religion og det alt gennemsyrende mantra synes at vaere "hvad vi ikke naar i dag, naar vi nok engang efter regntiden". I den forgangne uge har vi f.eks. haft eksamner paa skolen. En seance der i dk er omgaeret af mange formaliteter og stor serioesitet. Her varetog laererne procedurerne med tilbagelaenet ro. En times tid efter planlagt start havde naesten hele laererstaben indfundet sig. Det betoed dog ikke at eksamnerne kunne begynde. Foerst skulle proeverne nemlig lige fabrikeres. Kat og jeg fik det aerefulde hverv at kopiere regnestykker og engelskopgaver ned i samtlige kladdehaefter, kopimaskiner er en by i Rusland, og foerst adskillige timer og skrivekramper senere var laererne parat til start. Gad vide hvad Bertel Haarder havde haft at sige til den form for tests?

Hakuna matata er dog ikke saadan at betragte som officiel religion her. Tvaert i mod er Vor Herre Gud, Jesus, Jomfru Maria og resten af slaenget i hoej kurs. Soendag morgen forvandles samtlige smaa blikskurer og palmehytter til kirker, saa gospel og jungletrommer runger over bakketoppe og palmekroner. Hvis man partout skal vaere religioes, saa tror jeg Guden her er en af de mere sympatiske af slagsen. Off the record er han vist lidt af en krejler. I hver eneste anstaendig landsby er der f.eks. et ministry of miracles og i vores har de saagar et blessed butchery.

Men meget andet end Gud lovprises her paa egnen, og man maa beundre folk for deres poitive sind. Her hersker en helt saerlig evne til at paaskoenne det lidt man end maatte have. Til tider fristes man naermest til at tro at det traditionelle koekken er en selvstaendig og meget monoteistisk trosretning. Spoerger man hvad kenyas nationalret er, er svaret ugali (majsgroed). Spoerger man om egnsretten her i Vihiga er svaret det samme. Spoerger man til folks livret er svaret stensikkert ogsaa ugali og spoerger man en tilfaeldig forbipasserende paa stien, hvad han spiste i gaar er svaret... yes, ganske rigtigt: ugali. Har paa det sidste proevet at bearbejde vores hushjaelp Jessica en smule, men uanset hvor laekre retter jeg beskriver, svarer hun konsekvent: "Me, myself, I like ugali". Og fair nok, naar omraadet nu er saa rigt paa ugali, er det da skidesmart at folk faktisk tilbeder det. Og maaske har Jessica ret, naar hun paastaar at ugali er hemligheden bag de mange kg kvinderne baerrer paa hovedet og boda boda chauffoererne tramper op af bakkerne?

Selv er jeg for meget muzungu til at kunne fortaerre den daglig potion majsgroed, der baede i omfang og konsistens har ikke saa faa faellestraek med mursten. Til tider har jeg ogsaa skaenket en medlidende tanke til mit proteinbehov. Men heller ikke det behoever vi egentlig at bekymre os om, her hvor alle er selvforsynende og supermarkeder ligger dagsrejser vaek. Kaster man et blik ned i sin kop, der altefter vejrgudernes luner indeholder kogt regnvand eller flodvand, kan man nemlig ikke sjaeldent ane en lille orm eller to der svoemmer rundt. Hvad man kan undre sig over er hvordan de stadig, efter en tur op over de 100 grader, boltrer sig saa lystigt?

Minus

Som udlaending uden religioest forhold til ugali, kan det traditionelle kenyanske koekken, hvor eneste krydderi er uanede maengder olie, forekomme en anelse farveloest. Det virker naesten blasfemisk, at man i et land hvor avokadetraerene bugner og mango- og bannantraer traeder hinanden over taerne, svaerger til majsgroed og frituresteger alt hvad frituresteges kan. Forleden havde min guaccamole naer faet en tur i gryden.

I den danske cafekultur er noget af det mest eksklusive man kan opdrive kenyansk kaffe. Det er derfor noget af en kold tyrker at rejse direkte fra det danske institutionsliv til landet hvor kaffen gror, blot for at opdage, at de lokale kun og abselut udelukkende drikker te. Og ikke bare te. Traditionel kenyansk te, en blanding af smagsloese teblade, store maengder piskefloede og en sukkerprocent hoej nok til at give en elefant hjertebanken. Hvis der var nogen der troede man blev et siv af et ophold i kenya, kunne de godt tro om.

I Vihiga er der mere mellem himmel og jord end Gud, mirakelministerier og velsignede slagterier. Ogsaa witchcraft er en ofte praktiseret diciplin, og man maa paa det grundigste tage sig i akt. Hvis Margereth, vores yndlings caretaker paa boernehjemmet, f.eks. er blevet tidligt faerdigt med ungernes boenne/majs-frokost og lige kan naa et powernap inden servering, er det absolut strengt noedvendigt at hun slaeber hele den tons tunge gryde med ind i seng. "Idoo, somebody might bewitch it... surely!". Selv samme Margereth har paa det strengeste forbudt mig at roere noget i marken. Det goer det lidt svaert at plante guleroedder, men witchcraft er over alt, og det er slet ikke usandsyneligt at min hele krop ville svulme til dobbelt stoerrelse. Ogsaa mama har formanet os at vaere meget paapasselige med vores vigtige papirer. En ofte praktiseret diciplin inden for witchcraft er nemlig forhekselse af saadanne, og det sker ikke sjaeldent at folk pludselig finder deres eksammensbeviser forandret og forvaerret... Nogen gange foeler jeg mig som statist i "Harry Potter og de vanvittige hottentotter".

Rejsebreve fra Østafrika